Ryggen, der bærer mere end ryggen
Det, kroppen har båret længe
Mange kommer ind i min klinik her i Aarhus med ondt i ryggen, med en nakke, der er låst, og med den dybe anspændthed, som er svær at sætte ord på. De fortæller om muskelspændinger, der har været der i månedsvis, og nogle gange i flere år. Men når jeg begynder at lytte til historien bag smerten, viser der sig næsten altid noget mere, og det handler sjældent kun om en dårlig arbejdsstilling.
Det er også sjældent én enkelt hændelse, der har sat det i gang. Det kan være en periode med for meget arbejde, en sorg, der ikke fik plads, eller en uro, der har stået på så længe, at den er blevet det almindelige. Kroppen har ikke haft noget sted at lægge det, og derfor har den lagt det i musklerne. Det er sådan, stedet hvor det gør ondt i dag, ender med ikke at være det sted, hvor det hele begyndte.
Stress bliver ikke oppe i hovedet
Vi taler om stress, som om det foregår i tankerne, men kroppen svarer på det med det samme. Den spænder op, trækker vejret højere oppe i brystet og gør sig klar til noget, der aldrig helt kommer, og som heller aldrig helt går væk igen. Sådan skal det være, når faren er kortvarig, for så falder kroppen ned igen bagefter.
Problemet opstår, når beredskabet bliver ved. Muskler, der har været spændte længe nok, glemmer, hvordan man giver slip, og de har svært ved at slappe af igen. Du kan godt beslutte dig for at falde til ro, men musklerne følger ikke altid med, fordi de har vænnet sig til at holde fast. Det er tit dér, jeg kommer ind i billedet.
Kroppen finder altid en vej videre
Den giver ikke op, den kompenserer
Noget af det, jeg finder mest fascinerende ved kroppen, er, at den aldrig giver op. Når noget gør ondt eller er spændt, står den ikke stille og venter på, at det bliver bedre af sig selv. Den finder en anden måde at løse opgaven på, og den gør det uden at spørge dig først. Er det ene ben belastet, begynder du automatisk at bruge det andet lidt mere.
Gør det ondt i venstre side af lænden, lægger du vægten over på højre ben, uden at du nogensinde har besluttet det. Det sker helt ubevidst, og i sig selv er det klogt, fordi det holder dig i gang. Du kommer på arbejde, du kommer gennem dagen, og du lægger næsten ikke mærke til, at du har ændret måden at stå på.
Når nakken overtager skulderens arbejde
Det samme sker længere oppe i kroppen. Er den højre skulder låst, begynder nakken langsomt at overtage noget af dens arbejde – når du rækker ud efter en kop, når du tager jakken på, når du drejer dig om i bilen. Nakkens muskler er små og fine, og de er ikke bygget til at bære det, en skulder kan bære.
Efter nogle måneder ligner det et nakkeproblem, og det er også nakken, der gør ondt, når du kommer ind til mig. Men skulderen var der først, og hvis jeg kun arbejder med nakken, holder lindringen ikke særlig længe. Derfor er det sjældent nok at behandle det sted, der råber højest.
Når muskelspændinger flytter sig videre
Løsningen bliver det næste problem
Kompensationerne er kroppens gode idéer, men de har en pris. Med tiden skaber de nye spændinger netop de steder, der har overtaget arbejdet, og det, der begyndte som en løsning, bliver til det næste problem. Så lægger der sig en ny kompensation oven i den første, og endnu en oven i den igen.
Det er den dominoeffekt, jeg ser næsten hver dag i klinikken. Én brik vælter den næste, og efter et par år er der ikke meget tilbage, der minder om det, det startede med. Mange bliver bange, når smerten flytter sig, men det er faktisk almindeligt, og det behøver ikke betyde, at der er kommet noget nyt til.
Derfor arbejder jeg med hele kroppen
Det er sådan, du kan komme ind med ondt i knæet uden nogensinde at have slået det, eller med en nakke, der er hård som træ, fordi det i virkeligheden er hoften, der ikke bevæger sig, som den skal. Kroppen hænger sammen hele vejen fra fod til kæbe, og spændinger rejser gennem den, ligesom vand finder vej ned ad en bakke.
Derfor arbejder jeg med hele kroppen og ikke kun med det sted, der gør ondt. I kropsterapien og i den fysiurgiske massage bruger jeg tid på at mærke efter, hvor ubalancen egentlig kommer fra, og det tager nogle gange lidt længere tid at finde. Men det er der, forskellen ligger mellem en lindring, der holder en uge, og en lindring, der bliver hængende.
Når kroppen slipper, trækker sindet vejret
De sover bedre uden helt at vide hvorfor
Jeg har set det mange gange. Nogle kommer for at få gjort noget ved ondt i ryggen, og efter et par behandlinger fortæller de mig noget helt andet: at de sover bedre, at de er mindre irritable, at der er faldet noget til ro indeni. De var ikke kommet for det, og de havde slet ikke regnet med det.
Det er ikke magi, og jeg har ikke gjort noget ved deres søvn. Det er bare det, at når kroppen holder op med at bruge kræfter på at holde sig selv sammen, bliver der plads til resten. Når kroppen slipper, trækker sindet vejret med den.
Nogle gange er mine hænder ikke nok
Men jeg vil også være ærlig med dig om, hvor mit arbejde holder op. Hvis det, du bærer på, er for meget, hvis angsten eller sorgen fylder mere, end du kan rumme, så er mine hænder ikke nok i sig selv. Så har du også brug for en, der kan følge dig fra den anden side – fra tankerne og fra det, der skal sættes ord på.
Derfor foreslår jeg ofte, at de to ting kommer til at gå ved siden af hinanden, for sammen kommer de længere og dybere, end de gør hver for sig – også når der ligger chok eller traume bagved. Min hensigt er ikke at fjerne noget fra dig, men at hjælpe kroppen med at finde tilbage til sin egen balance. Du er velkommen til at begynde dér, hvor det gør ondt, når du kommer her i Højbjerg. Så finder vi sammen ud af, hvor det kommer fra.
Ryggen, der bærer mere end ryggen
Det, kroppen har båret længe
Mange kommer ind i min klinik her i Aarhus med ondt i ryggen, med en nakke, der er låst, og med den dybe anspændthed, som er svær at sætte ord på. De fortæller om muskelspændinger, der har været der i månedsvis, og nogle gange i flere år. Men når jeg begynder at lytte til historien bag smerten, viser der sig næsten altid noget mere, og det handler sjældent kun om en dårlig arbejdsstilling.
Det er også sjældent én enkelt hændelse, der har sat det i gang. Det kan være en periode med for meget arbejde, en sorg, der ikke fik plads, eller en uro, der har stået på så længe, at den er blevet det almindelige. Kroppen har ikke haft noget sted at lægge det, og derfor har den lagt det i musklerne. Det er sådan, stedet hvor det gør ondt i dag, ender med ikke at være det sted, hvor det hele begyndte.
Stress bliver ikke oppe i hovedet
Vi taler om stress, som om det foregår i tankerne, men kroppen svarer på det med det samme. Den spænder op, trækker vejret højere oppe i brystet og gør sig klar til noget, der aldrig helt kommer, og som heller aldrig helt går væk igen. Sådan skal det være, når faren er kortvarig, for så falder kroppen ned igen bagefter.
Problemet opstår, når beredskabet bliver ved. Muskler, der har været spændte længe nok, glemmer, hvordan man giver slip, og de har svært ved at slappe af igen. Du kan godt beslutte dig for at falde til ro, men musklerne følger ikke altid med, fordi de har vænnet sig til at holde fast. Det er tit dér, jeg kommer ind i billedet.
Kroppen finder altid en vej videre
Den giver ikke op, den kompenserer
Noget af det, jeg finder mest fascinerende ved kroppen, er, at den aldrig giver op. Når noget gør ondt eller er spændt, står den ikke stille og venter på, at det bliver bedre af sig selv. Den finder en anden måde at løse opgaven på, og den gør det uden at spørge dig først. Er det ene ben belastet, begynder du automatisk at bruge det andet lidt mere.
Gør det ondt i venstre side af lænden, lægger du vægten over på højre ben, uden at du nogensinde har besluttet det. Det sker helt ubevidst, og i sig selv er det klogt, fordi det holder dig i gang. Du kommer på arbejde, du kommer gennem dagen, og du lægger næsten ikke mærke til, at du har ændret måden at stå på.
Når nakken overtager skulderens arbejde
Det samme sker længere oppe i kroppen. Er den højre skulder låst, begynder nakken langsomt at overtage noget af dens arbejde – når du rækker ud efter en kop, når du tager jakken på, når du drejer dig om i bilen. Nakkens muskler er små og fine, og de er ikke bygget til at bære det, en skulder kan bære.
Efter nogle måneder ligner det et nakkeproblem, og det er også nakken, der gør ondt, når du kommer ind til mig. Men skulderen var der først, og hvis jeg kun arbejder med nakken, holder lindringen ikke særlig længe. Derfor er det sjældent nok at behandle det sted, der råber højest.
Når muskelspændinger flytter sig videre
Løsningen bliver det næste problem
Kompensationerne er kroppens gode idéer, men de har en pris. Med tiden skaber de nye spændinger netop de steder, der har overtaget arbejdet, og det, der begyndte som en løsning, bliver til det næste problem. Så lægger der sig en ny kompensation oven i den første, og endnu en oven i den igen.
Det er den dominoeffekt, jeg ser næsten hver dag i klinikken. Én brik vælter den næste, og efter et par år er der ikke meget tilbage, der minder om det, det startede med. Mange bliver bange, når smerten flytter sig, men det er faktisk almindeligt, og det behøver ikke betyde, at der er kommet noget nyt til.
Derfor arbejder jeg med hele kroppen
Det er sådan, du kan komme ind med ondt i knæet uden nogensinde at have slået det, eller med en nakke, der er hård som træ, fordi det i virkeligheden er hoften, der ikke bevæger sig, som den skal. Kroppen hænger sammen hele vejen fra fod til kæbe, og spændinger rejser gennem den, ligesom vand finder vej ned ad en bakke.
Derfor arbejder jeg med hele kroppen og ikke kun med det sted, der gør ondt. I kropsterapien og i den fysiurgiske massage bruger jeg tid på at mærke efter, hvor ubalancen egentlig kommer fra, og det tager nogle gange lidt længere tid at finde. Men det er der, forskellen ligger mellem en lindring, der holder en uge, og en lindring, der bliver hængende.
Når kroppen slipper, trækker sindet vejret
De sover bedre uden helt at vide hvorfor
Jeg har set det mange gange. Nogle kommer for at få gjort noget ved ondt i ryggen, og efter et par behandlinger fortæller de mig noget helt andet: at de sover bedre, at de er mindre irritable, at der er faldet noget til ro indeni. De var ikke kommet for det, og de havde slet ikke regnet med det.
Det er ikke magi, og jeg har ikke gjort noget ved deres søvn. Det er bare det, at når kroppen holder op med at bruge kræfter på at holde sig selv sammen, bliver der plads til resten. Når kroppen slipper, trækker sindet vejret med den.
Nogle gange er mine hænder ikke nok
Men jeg vil også være ærlig med dig om, hvor mit arbejde holder op. Hvis det, du bærer på, er for meget, hvis angsten eller sorgen fylder mere, end du kan rumme, så er mine hænder ikke nok i sig selv. Så har du også brug for en, der kan følge dig fra den anden side – fra tankerne og fra det, der skal sættes ord på.
Derfor foreslår jeg ofte, at de to ting kommer til at gå ved siden af hinanden, for sammen kommer de længere og dybere, end de gør hver for sig – også når der ligger chok eller traume bagved. Min hensigt er ikke at fjerne noget fra dig, men at hjælpe kroppen med at finde tilbage til sin egen balance. Du er velkommen til at begynde dér, hvor det gør ondt, når du kommer her i Højbjerg. Så finder vi sammen ud af, hvor det kommer fra.
