AT LEVE MED ANGST UDEN AT VIDE DET

Historien om mit nervesystem

Jeg troede bare, jeg var stærk

I mange år troede jeg, at jeg bare var stærk, hurtig og effektiv. Jeg klarede tingene selv, tænkte hurtigt og blev ved, selv når kroppen sagde stop. Jeg havde aldrig tænkt på, at det kunne være angst. For mig var det bare sådan, livet føltes.

Jeg vidste ikke, at mit nervesystem konstant var i alarmberedskab. At kroppen hele tiden var klar til at beskytte mig, selv når der ikke længere var fare. Jeg troede, det var normalt altid at være på vagt, altid at analysere og altid at være et skridt foran.

Når overlevelse bliver normalt

Det mærkelige ved overlevelse er, at man ofte ikke opdager den, mens man står i den. Kroppen vænner sig til spændinger, uro og følelsen af aldrig helt at kunne slappe af. Man lærer at fungere i det, og til sidst bliver det en del af ens identitet.

Under overfladen var jeg følelsesmæssigt afkoblet fra mig selv og mine behov. Jeg levede mest fra hovedet og ikke fra kroppen. Først mange år senere begyndte jeg at forstå, at det ikke handlede om min personlighed. Det handlede om et nervesystem, der havde lært at overleve.

Når kroppen lærer at overleve

Kroppen husker det hele

Jeg voksede op med et nervesystem, der meget tidligt lærte at være på vagt. Selvom jeg ikke forstod det dengang, gik min krop rundt i alarmberedskab. Jeg mærkede hurtigt stemninger, konflikter og uro omkring mig, og jeg lærte at tilpasse mig for at føle mig sikker.

Jeg følte mig ofte tryggest alene. Når jeg var sammen med andre mennesker, var min krop hele tiden klar til at reagere. Jeg troede, at jeg var selvstændig og stærk, men i virkeligheden handlede meget af det om overlevelse.

Når overlevelse bliver en identitet

Jeg lærte tidligt at lukke ned for mine egne behov. Jeg mærkede ikke tydeligt mine grænser eller følelser, fordi kroppen automatisk gik i beskyttelse. Dissociation blev en måde at være i verden på uden at blive overvældet.

Man kan leve sådan i mange år uden at opdage det. Kroppen vænner sig til spænding, uro og konstant aktivering, og til sidst tror man, det er normalt. Jeg troede, jeg var stærk. Men under overfladen var jeg et menneske i overlevelse.

Den funktionelle version af mig

Jeg klarede altid alting

I mange år identificerede jeg mig med den del af mig, der kunne klare alt. Jeg var hurtig, effektiv og handlekraftig. Jeg tog ansvar, fandt løsninger og fortsatte videre, også når jeg var træt eller presset.

Det gav mig en følelse af kontrol. Jeg troede, det var en styrke, at jeg kunne fungere uanset hvad der skete omkring mig. Jeg stoppede sjældent op for at mærke efter, hvordan jeg egentlig havde det.

Jeg levede fra hovedet

Jeg analyserede, tænkte og præsterede, men havde meget lidt kontakt til mine egne behov og følelser. Kroppens signaler blev ofte ignoreret, fordi jeg havde lært at fortsætte, selv når noget gjorde ondt.

Udadtil så jeg stærk ud. Indeni var mit nervesystem konstant aktivt. Effektiviteten blev en måde at undgå stilheden, kroppen og det, der lå nedenunder. Jeg havde lært at fungere. Men jeg havde ikke lært at føle mig tryg.

Mødet med kropsarbejde og Manuvision

En ny kontakt til kroppen

Jeg har interesseret mig for kropsarbejde siden 2004, men det var først, da jeg begyndte på Manuvision-uddannelsen i 2018, at noget virkelig begyndte at ændre sig i mig.

Indtil da havde jeg levet meget fra hovedet. Jeg kunne forstå, analysere og fortsætte fremad, men jeg havde meget lidt kontakt til det, der foregik dybere i kroppen. På uddannelsen begyndte jeg langsomt at mærke mig selv på en måde, jeg aldrig havde prøvet før.

Da nervesystemet vågnede

Det føltes som et iskoldt chok i nervesystemet. Som om kroppen pludselig vågnede efter mange års overlevelse. Gamle følelser, spændinger og reaktioner begyndte at komme op til overfladen.

Det var intenst og overvældende. Jeg fik det følelsesmæssigt dårligere, før jeg fik det bedre, og sociale relationer begyndte pludselig at føles svære og utrygge. Det var som at genstarte en computer, hvor hele systemet skulle lære at fungere på en ny måde.

Som at blive født igen

På mange måder føltes det som at blive født igen. Jeg begyndte at opdage, hvor meget min krop havde båret alene gennem hele livet. Det blev tydeligt for mig, at kroppen ikke havde arbejdet imod mig. Den havde forsøgt at beskytte mig hele tiden.

Når kroppen vågner

Da angsten kom til overfladen

Da kroppen begyndte at vågne, kom der også en angst frem, som jeg ikke længere kunne holde væk. Jeg begyndte at opleve panikanfald, stærk uro i kroppen og en konstant følelse af frygt.

Det føltes, som om mit nervesystem havde mistet evnen til at finde ro. Jeg blev mistroisk overfor verden og havde svært ved at føle mig tryg, selv i helt almindelige situationer. Kroppen reagerede, som om der hele tiden var fare på færde.

Kroppen sagde det, jeg ikke kunne mærke før

Samtidig begyndte jeg at få kropslige smerter og stærke reaktioner, som jeg ikke forstod. Det føltes næsten som at lære livet forfra, fordi jeg pludselig skulle forholde mig til signaler og følelser, jeg havde været afkoblet fra i mange år.

Jeg begyndte langsomt at forstå, at min effektivitet havde skjult en dyb frygt. Jeg havde været så god til at fungere, at jeg ikke havde opdaget, hvor meget kroppen faktisk kæmpede.

Bag dissociationen lå et behov

Dissociationen havde hjulpet mig med at overleve, men den havde også dækket over et stort behov for tryghed, kærlighed og nærvær. Det var smertefuldt at opdage, hvor meget jeg havde manglet. Men det blev også begyndelsen på at forstå mig selv på en ny måde.

Langsom heling

At begynde at mærke mig selv

Helingen begyndte ikke med store gennembrud, men med små øjeblikke, hvor jeg langsomt begyndte at mærke mig selv igen. Jeg begyndte at opdage kroppens signaler og forstå, at den hele tiden forsøgte at kommunikere med mig.

Jeg lærte at mærke, hvornår jeg blev overvældet, presset eller utryg. Før havde jeg bare fortsat videre. Nu begyndte jeg langsomt at stoppe op og lytte.

Nu skynder jeg mig langsomt

Noget af det sværeste for mig har været at lære langsomhed. Mit nervesystem var vant til fart, præstation og konstant aktivitet. Stilhed og ro føltes næsten utrygt i starten.

I dag minder jeg ofte mig selv om sætningen: “Nu skynder jeg mig langsomt.” Det handler ikke om at give op eller blive passiv. Det handler om at skabe et liv, hvor kroppen også kan være med.

Regulering fremfor kontrol

Jeg har lært, at heling ikke handler om at kontrollere kroppen, men om at regulere nervesystemet med mere forståelse og omsorg. Kroppen er ikke et problem, der skal fixes. Den er et intelligent system, som hele tiden prøver at beskytte os.

Da håbet forsvandt

Da angsten føltes permanent

Der var perioder, hvor jeg mistede håbet fuldstændigt. Angsten fyldte så meget, at jeg begyndte at tro, at det bare var sådan, mit liv ville være fremover.

Jeg kunne ikke forestille mig, hvordan det skulle føles at være i ro i mig selv. Kroppen var konstant aktiveret, og jeg blev træt af hele tiden at skulle håndtere uro, frygt og indre spænding.

Når smerte bliver hverdag

Jeg tror, mange mennesker lever sådan uden at vide det. Man vænner sig til at være presset, anspændt eller følelsesmæssigt afkoblet, fordi det har stået på så længe. Til sidst holder man måske op med at stille spørgsmål ved det.

Det, jeg ikke vidste dengang, var, at nervesystemet kan forandre sig. Kroppen kan lære tryghed igen, selv efter mange år i overlevelse. Det betyder ikke, at alting forsvinder fra den ene dag til den anden, men tilstanden er ikke nødvendigvis permanent.

Når kroppen lever i overlevelse

Hvis du lever i konstant uro

Hvis du lever med konstant uro, alarmberedskab eller indre spænding, ved du måske, hvor udmattende det kan være. Det kan komme fra en svær barndom, langvarig stress, sygdom, tab eller perioder med frygt og utryghed. Kroppen tilpasser sig det, den har været igennem.

Kroppen forsøger at beskytte dig

Jeg har selv oplevet, hvor voldsomt det kan føles, når nervesystemet er overbelastet. Men jeg har også oplevet, at kroppen kan ændre sig. Reaktionerne i nervesystemet er ofte et tegn på, at kroppen forsøger at beskytte dig og hjælpe dig med at overleve.

Der findes en vej ud af den konstante alarmtilstand. For mig har heling handlet om at lære tryghed langsomt. Ikke gennem kontrol eller præstation, men gennem tålmodighed, langsomhed og kontakt til kroppen.

Hvordan jeg hjælper andre

At forstå kroppens reaktioner

I dag hjælper jeg andre mennesker med at forstå deres nervesystem og de reaktioner, kroppen sender. Mange tror, der er noget galt med dem, fordi de oplever angst, uro, spændinger eller følelsesmæssig overbelastning.

Men ofte handler det om, at kroppen har været i overlevelse i lang tid. Jeg arbejder med at skabe en større forståelse for kroppens forsvarsmekanismer og de mønstre, der kan opstå, når nervesystemet konstant er aktiveret.

At lære kroppen selvregulering

Jeg hjælper mennesker med at mærke deres egne signaler og skabe mere kontakt til kroppen i et tempo, nervesystemet kan være med til. Målet er ikke at presse kroppen til at være anderledes, men at støtte den i at finde mere regulering og tryghed.

For mig handler det ikke om at fikse mennesker. Det handler om at hjælpe dem med at forstå det system, de lever med hver eneste dag.

Fascinationen af nervesystemet

En ny forståelse af kroppen

Jo mere jeg lærte om nervesystemet, jo mere begyndte jeg at forstå mig selv. Det blev tydeligt for mig, hvordan kroppen lagrer stress, chok og traumer, og hvordan gamle overlevelsesmønstre kan fortsætte længe efter, at faren er væk.

Richard Schwartz, Stephen Porges og Peter Levine har alle inspireret mig i min forståelse af kroppen, traumer og heling. For mig er det blevet umuligt at adskille psyken fra kroppen. Tanker, følelser og nervesystem påvirker hele tiden hinanden.

Kroppen forsøger hele tiden at hjælpe os

Nervesystemet er ikke ødelagt

Noget af det vigtigste, jeg har lært, er, at nervesystemet ikke aktiveres for at gøre livet svært for os. Det aktiveres for at beskytte os. Kroppen reagerer ud fra det, den har oplevet og lært gennem livet.

Selvom kroppen kan være fanget i gamle mønstre, kan den også lære noget nyt. For mig har heling ikke handlet om at blive et nyt menneske. Det har handlet om at genfinde kontakten til mig selv og skabe mere tryghed i kroppen.

“Nervesystemet er ikke ødelagt. Det har bare lært at overleve.”