BERØRING DER HELER

Nogle kommer uden at ville røres

Kroppen siger det før ordene

Der kommer mennesker ind i min klinik, som ikke har lyst til at blive rørt ved. De siger det med kroppen, længe før de siger det med ord. Skuldrene er lukkede, kæben er spændt, og der er en afstand imellem os, som bliver holdt meget omhyggeligt.

De er kommet for at få det bedre, men vejen derhen – berøringen – er præcis det, de er bange for. Og alligevel ved noget i dem, at det er det, de har brug for. Ellers havde de ikke fundet vej hertil. To ting kan være sande på samme tid i en krop, og det er de tit.

Når berøringen langsomt forsvinder

Jeg ser det især hos mennesker, der har været igennem en periode med isolation. En sygemelding med stress, en tilbagetrækning fra verden af grunde, som kun de selv kender. Tid væk fra alting, tid indad.

Og i den tid forsvinder berøringen. Ikke pludseligt, men lidt efter lidt, næsten uden at man opdager det. Indtil kroppen bærer det hele helt alene, uden nogen til at holde om den.

Det, kroppen har båret alene

Hvor savnet lægger sig

Når et menneske har været længe uden at blive rørt ved, gemmer kroppen det. Den bærer det i ryggen og i nakken, i den måde at trække sig en lille smule sammen på, som om den beskytter sig mod noget, der for længst er overstået.

Det er ikke noget, man selv lægger mærke til undervejs. Man opdager det først, når en hånd lander et sted, hvor der ikke har været en hånd længe, og kroppen giver et lille ryk. Det ryk er ikke smerte. Det er hukommelse.

Kroppen har ikke glemt, hvordan man giver slip

Men det er kun den ene halvdel af historien, og den anden er lige så vigtig. Kroppen husker også, hvordan man giver slip. Det er ikke noget, den har glemt undervejs.

Det ligger stadig i den og venter på at blive mødt. Min opgave er ikke at lære kroppen noget nyt, men at give den lejlighed til at huske noget, den kan i forvejen. I kropsterapien er det ofte netop dét, der er selve arbejdet.

Øjeblikket hvor kroppen viser tillid

Vejrtrækningen skifter først

Der er et øjeblik i hver eneste behandling, som jeg genkender. Vejrtrækningen ændrer sig først, og bagefter følger resten. Musklerne holder op med at vente på, hvad der skal ske, og kroppen begynder i stedet at vise tillid.

Ansigtsudtrykket bliver et andet, og der kommer noget i øjnene – et lys, der var slukket. Jeg kan ikke fremtvinge det øjeblik, og jeg ved aldrig præcis, hvornår det kommer. Jeg kan kun blive ved med at være til stede, indtil kroppen selv beslutter, at det er sikkert nok.

“Jeg føler mig højere”

Bagefter, når de står op fra briksen, siger mange det samme på hver deres måde. “Jeg føler mig højere.” “Jeg føler, at jeg er vokset.” “Jeg føler mig smukkere.”

Det er ikke magi. Det er bare kroppen, der er vendt tilbage til sin naturlige plads og ikke længere bruger kræfter på at holde sig selv sammen. Når den holder op med det, fylder den mere i rummet. Derfor føles man højere.

Berøring er et grundlæggende behov

Vi har gemt den væk til det intime

Jeg tror, vi har lært at gemme berøringen væk til de intime sammenhænge – til kæresten, til børnene, til de øjeblikke hvor noget går galt. Og undervejs har vi glemt, at den er noget langt mere enkelt end det.

Berøring er et grundlæggende behov, på linje med at trække vejret og med at sove. At røre og blive rørt ved minder os om, at vi findes, at vi er virkelige, og at vi ikke er alene. Det er det, jeg forsøger at give i hver eneste behandling – ikke kun lindring i musklerne, men den hjemkomst til sig selv, der kun sker, når et andet menneske rører ved dig med nærvær og med omhu.

Du bestemmer selv tempoet

Hvis du læser det her og genkender dig selv i den lukkede skulder og den afmålte afstand, så vil jeg gerne sige én ting til dig. Vi begynder dér, hvor det er til at holde ud, og vi kommer ikke længere, end du er med på. Det gælder også, hvis der ligger chok eller traume bagved.

Resten finder kroppen selv ud af, når den er klar. Det har jeg set den gøre i mere end 20 år her i Højbjerg.