Podcast – Hvordan kan vi træne både krop og psyke?2023-12-30T04:50:27+01:00

PODCAST:
HVORDAN KAN VI TRÆNE BÅDE KROP OG PSYKE? 

Hvad kan vi lære om os selv gennem måden, vi træner på?

Og hvordan får vi kroppen til at arbejde for os og ikke imod os?

Det fortæller undervisere og trænere Torben Svendsen og Kristoffer Glavind Kjær om i denne podcast

Manuvision Kropsterapi behandler, træner og underviser Kristoffer Glavind Kjær

Kristoffer Glavind Kjær

Manuvision Kropsterapi behandler, træner og underviser Torben Svendsen

Torben Svendsen

“Kroppen lyver ikke på noget tidspunkt. Vi kan godt sidde og tro og tænke, at vi er et eller andet, men lige så snart vi kommer ned og mærker vores krop, kan det være vi finder ud af, at vi er et helt andet sted.” – Torben Svendsen

I podcasten kan du bl.a. høre:

– Hvordan vi får kontakt til os selv, når vi træner
– Hvordan vi skaber forbindelse mellem krop og hoved gennem træning af opmærksomhed
– Hvordan præstation – i sport såvel som i hverdagen – bliver lettere af et frit åndedræt
– Hvordan vi træner nervesystemet til at kunne veksle mellem at præstere og være i ro

“Vi kunne godt tænke os, at folk vender tilbage til at slippe de ydre ting, man dømmer sig selv på, og i stedet mærker ‘hvad er det for en krop, jeg har lyst til at være i? Og hvilke steder i mig trænger jeg til mere plads?’ Og det skal komme indefra” – Kristoffer Glavind Kjær

(Alle podcast er produceret af Manuvision Danmark. Jeg har fået tilladelse til at bruge disse podcast på min hjemmeside.)

Her kan du læse hele podcasten:

Interviewer:

Hej og velkommen til en Manuvision-podcast, som skal handle om vores tilgang til træning og lidt om vores arbejde med elitesportsfolk. Jeg har talt med Manuvision-partnere og kropsterapeuter Torben Svendsen og Kristoffer Glavin Kjær, som også begge er undervisere og trænere her i huset.

Når vi træner, har vi jo typisk et eller andet mål om at styrke kroppen, så den bliver bedre til at præstere og arbejde for os. Så hvordan får vi kroppen til at præstere, Torben?

Torben Svendsen:

Det tror jeg ikke, er noget problem. Det tror jeg, at kroppen hele tiden skal. Men hvordan får man kroppen til at trække vejret, mens den præsterer? Hvordan får man den til at arbejde for os og ikke imod os? Det er det der er det vigtige.

Det er meget basalt set at trække vejret. Åndedrættet er forbindelsen indeni. Og selvfølgelig trækker man vejret, ellers ville man være død. Så det kan også være lidt abstrakt at tale om, at man skal lære at trække vejret. Men der sker hele tiden skift i hverdagen, og mit åndedræt bliver hele tiden påvirket af det. Hvordan kan jeg begynde at blive opmærksom på, at det sker?

Ikke fordi det skal være sådan, at jeg skal sidde og pille og rode i det og pille navle. Men meget ofte så stopper åndedrættet, og så lægger jeg ikke mærke til det, og så holder jeg faktisk vejret i 10 sekunder. Jeg sidder og gør det lige nu. Og så glemmer jeg at trække vejret.

Hvor hurtigt lægger jeg mærke til, at jeg faktisk står stille indeni? Hvis jeg ikke får lov til at være der, så kan kroppen ikke hænge sammen. Det er vores åndedræt der er kommunikationsvejen i kroppen. Så hvis jeg skal kunne mærke mine fødder, knæ, skuldre, albuer osv., så er jeg nødt til at have åndedrættet frit. Ellers bliver det noget jeg tænker mig til udvendigt.

Jeg er nødt til at kunne mærke og forbinde disse ting, og når jeg kan det, så har jeg en stærk krop og et stærkt sind, fordi jeg har en forbindelse ud til det hele. Det er ikke noget, jeg kan tænke mig til.

Der er rigtig mange former for coaching og terapi, som kan være rigtig fine. Men det, der er supervigtigt for os i Manuvision, er, at vi har kroppen med. Fordi kroppen lyver ikke på noget tidspunkt. Vi kan godt sidde og tro og tænke, at vi er et eller andet. Men ligesom når vi kommer ned og mærker efter i vores krop, så kan det være, at kroppen fortæller, at vi er et helt andet sted.

Kristoffer Glavin Kjær:

Ja, jeg får lyst til at sige noget, fordi jeg bliver meget inspireret af det, Torben siger. Hvis man bare siger til folk, ”Sæt dig ned og træk vejret.” Det er fint, når man skal mærke efter, hvor man er, og meditere. Men vores træning er virkelig en form for meditation, men omvendt. Sådan at du skal meditere under ekstremer, under modstand, under nogle voldsomme øvelser, under en masse styrkebetonede ting. Så du lærer at have opmærksomhed med den del også. Vi skal hele tiden have os selv med i det, vi gør. Det virker måske lidt paradoksalt.

En Manuvision-træning vil ikke bare være at sætte folk op og sige, ”Prøv at mærke det selv.” Der er en masse øvelser hele tiden, som går ind og udfordrer dig og konfronterer dig, med hele den historie, du har med i kroppen, med alt det, der gør ondt. Alle de følelser, vi har i klemme. Det er det, vi ender med at have fat i og forløse.

Interviewer:

Sådan noget som yoga har meget fokus på vejrtrækning også. Hvordan er det anderledes hos Manuvision?

Kristoffer Glavin Kjær:

Vi holder meget af yoga. Det skal slet ikke være det. I yogaen har man det, der hedder ujjayi-yoga åndedræt, som er en teknik, man pålægger sig selv. Hele Manuvisions filosofi handler om det naturlige åndedræt. Fordi det, vi virkelig gerne vil, det er at møde os selv.

Man kan lave nogle øvelser og pålægge sig selv et åndedræt, som er rigtig godt, fordi det oparbejder noget energi i kroppen, og får også noget fokus på nogle forskellige steder af kroppen. Men det er stadig en teknik.

Vores kerneområde er, at vi skal vågne til dem, vi er inde i vores krop. Så i Manuvision vil vi virkelig sætte fokus på, at åndedrættet skal være frit. Så det er et sted, jeg hele tiden kan opleve mig selv indefra i. Derfor har vi ikke nogen teknik som sådan. Det er en uendelig, aldrig stoppende opdagelsesrejse ind i mig selv at trække vejret. Og det er også det, jeg virkelig kan nå til nogle rigtig store indsigter med mig selv. For hvad sker der, når jeg kommer ind i nogle ydergrænser?

Vores mantra er, at vi skal træne med kroppen og ikke mod den. Og det med at gøre træning til noget, hvor vi faktisk kan lære os selv at kende. I stedet for træning af endnu en kamp, ligesom min hverdag er en kamp, mit arbejde er en kamp, og alle de ting, jeg skal igennem. Så træning er i virkeligheden et frirum.

Interviewer:

Men hvordan er det, så vi trækker vejret bedst sådan helt konkret? Altså det handler sig ikke så meget om teknik, men om at give slip og udånding?

Kristoffer Glavin Kjær:

Ja, og det gør det. Luften skal jo nok komme ind. Men problemet er, at vi meget ofte ikke slipper, fordi vi tror, vi skal holde på noget. Det er almindeligt i vores opvækst og i vores samfund, at vi hele tiden skal gøre noget. Vi skal gøre noget for at få noget. Vi skal hele tiden klare noget.

Og det provokerende – kan man sige – i bare at “være”, hvilket i sig selv er et fantastisk ord, men det provokerende i at give slip, er, at det kræver ingenting. Det kan vores krop ikke umiddelbart forstå, og det kan vores hoved i hvert fald ikke umiddelbart forstå.

Jeg vil sige, at det går så meget imod vores overlevelsesinstinkt på et eller andet plan, at man bare giver slip, fordi så risikerer jeg at dø. Men modsat sagt, er der også noget inde i mig, der er nødt til at dø. Der er noget, der er nødt til at give slip for, at jeg kan komme videre i mit liv.

Og meget tit og ofte, så er det det, der står i vejen for, om jeg tager det der spring ud i et nyt arbejde, et nyt sted at bo, rejser til udlandet, eller hvad det nu er i livet, fordi jeg holder lidt fast på mig selv inde i og ikke tør gå ud og i virkeligheden leve og gøre det, jeg rigtig gerne vil.

Interviewer:

Hvad er konsekvensen af at træne sin krop uden at have vejrtrækningen med?

Kristoffer Glavin Kjær:

Konsekvensen er, at man nedbryder den. Der sker det modsatte af, hvad man egentlig gerne vil opnå, sker. Det kan godt være, at man umiddelbart får nogle større muskler eller kan løbe hurtigere, som man gerne vil, men hvis man ikke har vejrtrækningen med, så lukker man af inde i kroppen, og det giver en nedbrydning indeni i stedet for, og det er ikke særlig sundt.

Interviewer:

Er det fordi musklerne ikke får lavet en udvidelse, eller hvad er det præcist?

Kristoffer Glavin Kjær:

Ja, man kan jo tale om, at det er rent muskulært, men det lige så meget det faktum, at man lukker af for sig selv. Det er jo igen det her med at få en helhed ud af det. Så det handler om mine muskler, det er helt inde på celleplan. Det handler om min hjerteaktivitet og hvad der foregår, mens jeg træner og mens jeg bevæger mig.

For at have den helhed, så er jeg nødt til at trække vejret. Det er rimelig simpelt, som jeg sagde tidligere, det er den her kommunikationsvej i kroppen. Og man kan groft sagt sige, at hvis jeg ikke får trukket vejret ordentligt, hvis jeg lukker af i mig selv med mit åndedræt, så kan jeg faktisk ikke mærke, hvad der sker. Det vil sige, at jeg kan også komme til at køre mig selv for hårdt og lave skader på mig selv. Jeg kan ikke mærke de grænser, jeg egentlig har, så det kan godt være, at jeg kan trække noget hårdere i nogle vægte eller gøre noget, men jeg kommer til at slide på mig selv.

Så har vi det med, at vi vil have personlige trænere eller noget til at støtte op, og det kan jo være rigtig fint til at vise en vej, men den, der skal kunne mærke det er én selv. En træner, kan ikke mærke på mig, hvor langt min krop kan give sig. En træner kan bare piske mig hele tiden, men jeg skal lære at mærke ind i mig selv, hvor meget jeg kan give mig.

Jeg skal lære at mærke i mit arbejde, hvor meget jeg kan give mig her. Så i Manovision-træningen er det hele tiden at vende tilbage til åndedrættet for at se, hvor jeg egentlig er henne nu, hvordan jeg kan mærke min krop lige nu, hvordan jeg kan mærke pulsen, og det sitrer måske i min krop.

Måske er der noget, der siger, at nu skal jeg ikke længere. Der kan godt være, at mit hoved synes, at jeg skal kunne komme dybere ned i en eller anden stilling, eller at jeg skal kunne løfte en tungere vægt, men kroppen fortæller, hvor den er henne, og hele tiden kan man selvfølgelig arbejde med den grænse. Det er jo også det, der gør, at en bodybuilder bliver større, altså de er nødt til at komme ud over en grænse, men hvis man bare presser den hele tiden, uden at mærke efter, så er det nedbrydende for kroppen.

Der er ikke noget galt i at presse sig selv i perioder. Så det er også er vigtigt, men det kræver stadigvæk, at man har en opmærksomhedstræning på det. Så i de næste 14 dage, der har jeg skide travlt på arbejdet, og der er nødt til at lukke af. Kære venner derhjemme. Jeg er nødt til at sige til jer, at jeg ikke er særlig meget hjemme, eller jeg kommer slet ikke hjem. Jeg arbejder røven ud af bukserne; jeg skal bare have nået den her deadline.

Så nu har jeg en bevidsthed om det, og der er jeg ikke særlig meget til stede. Jeg får ikke spist, jeg får ikke gjort noget andet, jeg får ikke sovet, jeg får ikke trukket vejret ordentligt, men efter det, så er det enormt vigtigt, at jeg så kan komme ind og slippe det igen, for ellers – det er jo det, vi ser i samfundet – er der flere og flere, der stadigvæk, selvom man har haft stresspolitik igennem mange år, eller programmer for at undgå stress osv., så er der stadigvæk flere og flere, der får stress.

Så jeg tror, at det handler meget om, at man mangler at få kroppen med og få mærket efter, hvor man er henne. Vi taler om det, vi coacher omkring det, vi gør en masse gode ting, men det at komme ind og mærke, hvor åndedrættet er, og hvordan trækker jeg vejret er noget andet.

Vi kan ikke gå rundt hele tiden og være sådan en, der bare trækker vejret, men vi kan blive opmærksomme på det, og det er så også det, når man skal præstere noget stort i en eller anden form for eliteidræt eller på arbejde, så er man bevidst om, at nu er det det, jeg gør, men jeg kommer også hjem igen og er til stede igen.

Interviewer:

Altså nu træner folk jo generelt for at få en sund eller balanceret krop, eller det er i hvert fald det, der driver mange, ikke? Altså at være veltrænet.

Torben Svendsen:

… er et fantastisk ord.

Interviewer:

Hvad er et fantastisk ord?

Kristoffer Glavin Kjær:

Sundt. Det er bare et ord, vi putter ud, og så tror vi, at fordi jeg nu spiser det her, så er jeg sund. Eller når jeg løber hver dag, så er jeg sund. Eller når jeg gør nogle ting, så er jeg sund. Det bliver sådan et ord, uden at jeg mærker efter i, hvor er jeg selv henne i det, hvad er det, jeg selv har lyst til, hvad kan min krop godt lide?

Og det er jo igen tilbage til den forbindelse til helheden inde i mig selv, at jeg ikke bare skal ud og løbe. Nogle går ud og bruger bare at løbe. Det kan være alle mulige former for træning.

Men nogle tager ud og løber, fordi det har de fået at vide er godt. At det er sundt, og det skal de bare. Andre synes faktisk, at det er ret fedt at gå ud og løbe. Men sådan lidt karikeret, når man går ud og løber, så på et tidspunkt i løbet, så bliver man en lille smule træt, og så skal man ligesom igennem noget i det her løb.

Og den mur, man ligesom kommer igennem der, hvis man kalder det en mur, det er, at åndedrættet begynder at sparke ind. Så begynder mellemgulvet at arbejde og bevæge sig op og ned inde i vores krop. Det er vores primære åndedrætsmuskel. Diafragmaet eller mellemgulvet.

Og når det sker, så får jeg en velværefornemmelse. Jeg får en fornemmelse af, at det fandme er lækkert, det her. Så når jeg står bagefter, så synes jeg, at det var en fantastisk tur. Jeg synes, at det var skønt, og jeg har det godt. Om det er sundt, det ved jeg ikke, men det er i hvert fald rart at mærke sig selv på den måde. Men så går jeg hjem, og så fortsætter jeg mit liv på samme måde, som jeg gjorde inden.

Det vil sige, at jeg stresser måske og presser mig selv, og så begynder mit mellemgulv at lukke af igen. Så er jeg nødt til at gå ud og løbe en gang til for at få det der mellemgulv i gang igen. Så det bliver en form for en afhængighed for at få det der kick af, at nu kan jeg mærke mig selv.

Så jeg kunne ligeså godt drikke noget alkohol eller ryge eller et eller andet for at få gang i mit åndedræt. Alkohol den bedøver lidt, så kan jeg slappe lidt af, og så begynder mit mellemgulv måske også at bevæge sig. Det har altså nogle sidevirkninger, men det har løbet også, eller den form for træning, når jeg bare gør det som en afhængighed for at komme af med mine frustrationer, irritationer, og alt det jeg bliver indebrændt omkring, som lukker af inde i min krop.

Hvis jeg begynder at mærke, at det sker, at når jeg bliver lidt sur, når jeg bliver lidt bange, eller presset af chefen, eller af min partner, eller af mine børn, eller hvad det nu er i livet, som presser mig, og jeg ikke får sagt fra, og ikke får meldt ud, så lukker det af inde i min krop. Og så går jeg ud og løber, og så får jeg afløb for det, og så har jeg det godt. Men jeg går jo tilbage til det samme en gang til, og så bygger jeg op igen med frustration, irritation og så videre inde i, og så går jeg ud og løber, og sådan kører det hele tiden. Og det er jo ikke særlig sundt.

Torben Svendsen:

Ja, apropos, så er det blevet noget, man har pålagt sig selv, fordi man skal jo være sund. Og derfor siger vi også at når du løber, så handler det om at opleve at møde dig selv og møde alle de spændinger, du har i kroppen, fordi hvis du virkelig begynder at løbe med opmærksomhed, så begynder du faktisk at kunne mærke en hel masse ting.

At mærke, at jeg har en skævhed den ene side, og jeg trækker ikke rigtigt vejret, og mit ansigt er altid i en grimasse, og en hel masse ting, man faktisk kan åbne op til i sit eget liv, og til sin egen krop, hvis man løber med opmærksomhed.

Hele vores træning bygger op omkring et princip, der hedder at bounce. Altså det, at man kan fjedre i sin krop og i sine led, for det får vi det jo rigtig godt af. Vi får en kæmpe velvære af at have en krop, som ikke er sådan en kolos, der skal hive sig sted i alle mulige overfladiske muskler, men er fri og arbejder indefra og ligesom fjedrer, og det er noget, man kan lære at træne sig selv. Det kræver lige, at man går igennem noget af det ømhed og stivhed, der ligger i de forskellige led.

Interviewer:

Manovision-træning er jo også noget, som man så kan tage med over i andre sportsgrene. Det handler i virkeligheden meget om at få den opmærksomhed, som man så kan bruge, hvis man rigtig godt kan lide at løbe, men kan gøre det med en opmærksomhed, hvor man ikke bruger det til at bedøve sig selv. Nu taler man om noget om ”nøgenløb”, som løb, hvor man ikke har musik eller gadgets på.

Torben Svendsen:

Det er så ekstremt det der med gadgets. Jeg talte med en, som var enormt glad for den her gadget, han havde på armen, fordi om morgenen, når han vågnede, kunne han se, om han havde sovet godt. Og han mente det. Og hvor jeg sagde til ham, kunne du måske sidde op og lige trække vejret og så mærke efter, om du har sovet godt?

Det var en lille aha-oplevelse for ham. Det var måske noget jeg så også gøre. Så alt er jo så yderstyrret et eller andet sted i dag. Og det er jo ikke fordi, det er dårligt. Det er jo fint, og mange folk går 10.000 skridt om dagen, fordi de synes, det er spændende, og der kommer gang i kroppen, og det er godt for kroppen.

Men det vigtigste er, som Kristoffer er inde på, at der er en blødhed i vores led, og en forbindelse til hele vores krop. Så det ikke kun er, at nu skal jeg gå, så er det bare mine ben, der bevæger sig, og så kan jeg mærke, at jeg bliver en lille smule forpustet. Og det, som jeg sagde før, så får jeg gang i mit åndedræt, og så har jeg det godt.

Men at kunne mærke, altså at kunne gå og kunne mærke hele kroppen, at kunne løbe og mærke hele kroppen, og begynde at nyde. Altså det er også sådan en slags kærlighedsoplevelse til egen krop, altså at begynde at mærke og nyde, at jeg har en fantastisk krop, som kan en masse ting, og som fortæller mig en masse ting. Så den fortæller mig faktisk også, at i dag, der skal jeg kun løbe to kilometer, og sidst kunne jeg løbe 20, men den fortæller mig, ”hallo, slap lige lidt af i dag”, og det er ikke mit hoved, der skal tage over.

Nogle gange kan jeg godt føle at jeg er nødt til at presse mig, hvis jeg er i en eller anden situation, hvor jeg skal gøre det. Men de fleste dage, der er det ikke sådan.

Torben Svendsen:

Altså, Alexander Lowen, en kendt kropsterapeut, sagde, at det siger alt om vores tid, om vores kroppsideal, er blevet sådan maskinelt. Crossfitteren, den der spændstige krop, der er i stand til at omstille sig og alt muligt. Men kan folk mærke sig selv derinde? Hvor er vores egen personlighed?

I 1970’erne, der var slet ikke det der kroppsideal. Der kunne man være tynd som en bønnestage, og have stadig været et sexsymbol. Fordi det var nogle helt andre ting, man satte i højsædet. Og vi kunne godt tænke os et eller andet sted, at folk vender tilbage til at slippe de der ydre ting, man dømmer sig selv ud fra. Og virkelig mærke, hvilken krop jeg har  har lyst til at være i, og hvilke nogle steder i mig, trænger til mere plads. Og det skal komme indefra. Det er der, der er fokus.

Det er en sådan sans, som vi skal genopdage. Og det er også derfor, at vi arbejder med nogle ældgamle principper. Altså for karaten, der styrker jeg min krop, blandt andet ved at fundere mig selv, grounde mine fødder. Fordi ellers kan jeg ikke få noget som helst energi ud gennem mine hænder, hvis jeg skal hugge noget over, eller hvad det er. Og hoften skal være rigtig i stødning, og hænder over knæene. Alle de der ting, de ligger dybt indarbejdede i Manovisionstræning.

Men det er også det, der gør, at vi kan stå og undervise professionelle golfspillere. Jeg har aldrig spillet golf. Jo, minigolf. (Grin) Jeg har aldrig slået et ordentligt slag med en kølle. Men jeg har stået og undervist nogle af de bedste herhjemme i golf. Fordi det handler ikke for mig om at spille golf, det handler om at få min hofte med. Og jeg ved, hvordan det skal fundere, for at det rigtige slag kommer igennem. Eller hvad det nu skal være.

Det kan også være en trompetist i radioens Big Band, som vi også har undervist. Og jeg ved sgu ikke en skid om at spille trompet. Men man kunne simpelthen se, at han stod over på det ene ben. Og da vi så rettede op på hans holdning, så blev hans tone dobbelt så kraftig. Fordi lige pludselig fik han sgu fornemmelse, altså jordforbindelse. Det kom helt dernede fra.

Så det er alle de der ting, som kræver noget opmærksomhed og kræver noget praksis. Det er det, der er træning, som et fedt ord. Sådan en form for en gammeldags praksis som munkene gør noget hver dag. Eller en karateudøver. Det er det, vi godt kunne tænke os at komme tilbage til. Som noget, der forædler de bedste ting inde i mig. Det er det, der er opgaven. En gave til, at jeg kan løfte et eller andet op inde i mig selv.

Interviewer:

Som du også er inde på her, så arbejder I jo også med elitesportsudøvere?

Kristoffer Glavin Kjær:

Manovision har arbejdet med elitesport siden 1999 i virkeligheden. Det er jo en lang periode, hvor vi især har været med professionelle cykelryttere. Flere af de professionelle hold. Phonak, Bjarne Riis’ hold i mange år og Orica. Vi har været flere, der har været afsted. Vi har været tre stykker.

Vi har jo haft enormt stor succes og glæde af at arbejde med de meget seriøse mennesker. Det har været fantastisk i forhold til at gå ind i et også lidt mere mentalt arbejde med dem. De sidste fire år har jeg været med på landsholdet. Jeg har været med på alle deres træningssamlinger, alle kampene og VM. Så Manuvision er med. Vi varmer op med dem, og vi behandler dem. De store kæmpe brød.

Elitesport er jo en kamp. Fordi de hårde hunde i Tour de France, det de tænker på, når det virkelig går til, når det spidser til, og de skal grave dybt i sig selv, det er at slå den anden ihjel. ”I’m sorry sorry, men det er en kamp”. Også inde på håndboldbanen. Hvis du skal have de optimale ting i forhold til din krop og virkelig mobilisere den, så er det ikke a piece, love and happiness. Det er en kamp.

Men den kamp må ikke være frygtbaseret. Den skal være grrrrr… Du skal have det der grinding. Fandeme nej! Den er vredesbaseret. Du skal vække vreden. Du skal kultivere vreden. Fordi det er det fantastiske med vrede. Vrede er handlingspotentiale. Hvis vi kan rette den ind, så den ikke går ud over nogen, men den flyder frit. Så er den smuk. Så får den folk til at gøre de vildeste ting. Jeg får helt kuldegysninger af at snakke om det, fordi jeg har set, hvad der sker også med mennesker bagefter.

Fordi når vi har vrede som handlingspotentiale, når vi har fået vreden igennem, så er der noget, der bliver frit i os. Al den bitterhed og det, der lukker os sammen i vores liv, det bliver forløst. Og det er også derfor, sporten er forløsende. Det tager mange år, og jeg har selv lært om det, for min egen udvikling har været at ligge oppe på Bagsværd Sø som kaproer. Og jeg har været en vred ung mand, kan man sige. Altså, virkelig fået noget ud igennem det der møde med naturen, og med min egen begrænsning og min egen styrke.

Og det er ikke folks historie i forhold til det, du sagde før. Det er ikke så meget den, vi piller i. Det er mere folks energi. Selvfølgelig er historien en vigtig ting, men jeg vil ikke psykologisere den. Jeg vil ikke komme op i hovedet. Jeg vil lade den blive nede i kroppen, fordi det er der energien udspringer fra. Det er der, deres drivkraft er. Og den skal vi ikke tale om. Den skal vi bare mærke. Og de skal vide, at jeg har set den drivkraft i dem, og nu værner vi om den.

Interviewer:

Men hvordan vækker man den vrede?

Kristoffer Glavin Kjær:

Det er et rigtigt godt spørgsmål, men det er der, vores 25-års erfaring kommer ind. Jeg vil sige, at det handler om at trykke lige til… Du skal ikke fjerne vreden. Vreden sidder forskellige steder i kroppen, og man kan aktivere den. Men du skal ikke fjerne den. Du skal bare lige gå ind hele tiden, og lige gøre, at den er helt oppe i overfladen. Når du kan mærke, at den er det, så er de tændte, så er de klar.

Afhængig af hvad folk har brug for. Der er nogle, der er hovedmennesker. De skal have at vide, at de skal slippe hovedet, og så skal de bare køre fandivolske, fordi de tænker for meget. Og så er der nogle, der er for meget nede i kroppen. De skal måske have et ydre billede på, at ”når du begynder at få rigtig ondt, og du bare bliver doven, så skal du have et billede på noget, du virkelig, virkelig synes er uretfærdigt, eller det, der kan trigge din vildeste vrede. Og så skal du have det for dig, og du skal bare gå igennem, og gå ind og tænde den følelse inde i dig.

For elitesportsudøveren er det et arbejde, og de skal ikke tære for meget af deres hovedstol. Altså, man har sådan et saying i cykelverdenen, der hedder ”Grav dybt”, og det gør folk kun én gang på en sæson, måske to, men der er de helt nede at tage af deres eget livsenergi, hvis du spørger mig.

Interviewer:

Hvad vil det sige?

Kristoffer Glavin Kjær:

Grav dybt inde i sig selv, er det at presse sig selv helt ud over kanten, og jeg har arbejdet med bjergryttere, som Alberto Contador, der er det mest fokuserede menneske, jeg nogensinde kommer til at møde.

Interviewer:

Men hvad er det så tanken er med den Manovision-træning, som er for alle, og ikke kun for elitesportsudøvere?

Torben Svendsen:

Jeg vil sige, tanken med Manovision-træningen er jo, at mærke livet et eller andet sted. Det er at prøve at se, hvordan kroppen reagerer i forskellige situationer. På den måde mærker man livet. At sidestille det med forskellige ting fra hverdagen. At vi bliver bevidste om, at vi bliver udsat for alle mulige ting, men hele tiden reagerer indvendigt i vores krop, uden at vi lægger mærke til, at vi reagerer.

Så vi går bare videre, lægger ikke mærke til, at vi stopper med at trække vejret, eller at vi spænder op i vores krop i vores dagligdag, og det kan være på vores arbejde, det kan være i vores privatliv.

Men når vi træner i Manovision-træningen, så har vi hele tiden et blik på, hvad der egentlig sker indeni, hvordan vores krop reagerer, rent muskulært og hvad der sker med vores åndedræt. For at begynde at vænne os til at lægge mærke til disse ting, så når vi står i hverdagen, kan vi se, hvordan vi reagerer, og måske også gøre noget ved det, og huske på at trække vejret.

Nu fortæller Christopher om elitesporten, men det er jo den samme præstationsevne, jeg skal anvende på mit arbejde, og enhver skal anvende i forskellige former for præstationer. Det er lige meget om man står nede i supermarkedet bag kassen, eller man er direktør i en virksomhed. Cykelryttere og elite-sportsudøvere er fuldstændig de samme slags mennesker, bare lidt mere ekstremt. Så det er de samme mekanismer, der træder i kraft, og det er de samme ting, vi skal være opmærksomme på, og det er det, vi bruger træningen til.

Kristoffer Glavin Kjær:

Jeg tænker, at i centrum af alt, hvad Manuvision laver, om det er behandling eller træning, så er der et udgangspunkt i nervesystemet, og det er det, vi arbejder med i forhold til træning. Man kan sige, at hvis man skal have sig selv ordentligt med, så skal man holde sit nervesystem der, hvor det ikke ryger i kamp- og flugtrespons. Man skal gøre det, så ens puls er nede, men man stadig kan bruge de store muskelgrupper. Der er virkelig meget at lære om hvordan jeg reagerer under pres og modstand, og hvor langt jeg kan gå, uden at jeg begynder at slå over i frygt.

Det er en helt anden energi, der er i kroppen, og det er det, vi arbejder med. Det er det, vi kan mærke i deres kroppe. Om det er for meget frygtbaseret præstation, eller om de har en dejlig form og tilgang.

Vi gør det dog ikke, når det er elitesport. Der er målet lidt anderledes, for det er faktisk det modsatte. Der skal man forædle og kultivere deres drivkraft, de steder, de har holdt lidt igen på sig selv, deres indbrændthed, deres vilje til sejr og alle de der ting. Men det er stadig de samme mekanismer, vi arbejder med. Det skal bare i en lidt anden rækkefølge, for man skal ikke forløse et menneske, der kører en enkeltstart i Tour de France.

Jeg har i mange år behandlet Peter Sagan, verdens bedste cykelrytter, som er den eneste, der har vundet verdensmesterskabet tre gange i træk. Det var han i hvert fald dengang, nu er han lidt ældre. Der var han virkelig på toppen, og Peter er et unikum. Jeg så ham lave en flikflak, han har aldrig lavet en flikflak før, men vi var i Afrika, han havde klatret på Kilimanjaro, og så stod han og gik på nogle masaier, som gjorde det. Man kunne se, han prøvede at tage bevægelsen ind, og så stod han der, og så lavede han fanme en flikflak.

Han har altså stor adgang og tilgang til sin krop, og kroppens potentiale. Men han gør det heller ikke i frygt, han gør det i leg. Han er et legende væsen, så han får virkelig det optimale ud af den krop, han er i. Han er blød som smør, og han har de stærkeste muskler. Så lige når han skal til at bruge dem, så er de stenhårde. Ellers resten af tiden er de bløde, dejlige og lækre, og kan restituere og tage livet ind. Og det er den der balance, vi skal have med i vores træning.

Interviewer:

Så hvordan er det, man arbejder med den i træning?

Kristoffer Glavin Kjær:

Det er lige præcis, det der er det gyldne snit. Det er det, vi prøver at arbejde med. Dels i kroppen fordi vi vil gerne have en krop, hvor styrke og smidighed følges ad, men i forhold til nervesystemet, vi vil også gerne have et sted, hvor man kan mobilisere sig, det vil sige at arbejde hårdt og presse sig selv, men uden at kroppen går i frygt. Det vil sige uden at hjertet begynder at hamre hurtigere, og pulsen stiger.

Og det er det, der hele vores modstandsarbejde ligger i. Gå ind til modstand, gå ud til kant, der hvor du virkelig bliver presset, men gør det fra et andet sted inde i dig selv, så du har opmærksomhed med musklen, så du ikke bare bider tænderne sammen og knokler videre, fordi det er hårdt for din krop i det lange løb, og du kan helt sikkert ikke mærke dig selv på samme måde, som hvis du kan flytte din grænse stille og roligt og have dig selv med i det.

Interviewer:

Kan I prøve at give et eksempel på det her med at arbejde med modstand?

Kristoffer Glavin Kjær:

Jamen altså, hele vores træning gør sindssygt ondt. Nu siger jeg det som det er: Det kan gøre ondt. Men træningen er meget konfronterende, fordi vi vil gerne have folk til at mærke den modstand, de har i sig selv. De skal stå på et gulv og lave nogle øvelser. Så gulvet er hårdt, og der er meget pres under øvelserne, så man begynder at kunne mærke den hårdhed, jeg har inde i mig selv. Og når jeg begynder at kunne mærke den, så er der ømhed, og der skal jeg lære, hvor jeg stiller mig i forhold til den ømhed.

Går jeg i flugt, begynder jeg at sætte hårdt mod hårdt, så jeg spinner op og stopper mit åndedræt? Eller går jeg ind i det og siger, at det kan gøre skide ondt, men der er også noget andet i mig, der kan finde en lethed.

Interviewer:

Ja, apropos konfrontation, så er der også elementer af karate i træningen, og Torben, du træner jo karate?

Torben Svendsen:

Ja, altså, jeg har trænet karate i et eller andet antal år. Hvad er det, 21? 45 år. Og jeg synes stadigvæk, at det er noget nyt. Der er så mange dybder i det. Jeg har deltaget i få stævner, det har aldrig rigtig interesseret mig særlig meget. Altså alt det her med konkurrencer er ikke det, der er interessant. Men historien bag og kulturen bag kommer fra Okinawa, et lille ørige, der ligger syd for Japan, som er blevet invaderet og har kæmpet og har klaret sig igennem i historien.

Det var det største slag under Anden Verdenskrig, der blev udkæmpet der. To tredjedele af øen blev udraderet. Og alligevel står der nogle folk, som er nogle af dem, der lever længst i hele verden. Det er en af de her Blue Zones. Og meget af den kultur, som de har, den ligger i karaten også. Det i sig selv gør det jo spændende. Hvad er det egentlig, der ligger i måden, de træner på, måden man lever livet på? Det er spændende. Og det aspekt i karate, som jo er kampen, som er konfrontationen, og ultimativt så er det jo ikke en sport. Altså det er jo selvforsvar. Det er jo at kunne forsvare sig selv mod overgreb, så det er liv og død der står på  spil der. Og alligevel så er den vigtigste grundsætning i karate, at vi træner for fred i verden.

Det er jo lidt paradoksalt, men jo mere jeg kommer ind og kender mig selv, jo mere jeg kan stå overfor min egen modstand. Et er at stå overfor en modstander, og kæmpe, og risikere at blive slået og sparket og alt muligt andet, det er jo en form for konfrontation. Men det at stå med mig selv og træne igen og igen. Repetition af samme ting, eller forfine at gå ned i dybden med teknikker, og blive ved med at holde en opmærksomhed på mig selv, på mit åndedræt og på min balance og på alle mulige ting omkring, og gøre det igen og igen. Det er jo en større kamp end at bare stille sig ind og slås, kan man sige.

Men det er to forskellige slags kampe. Og det er jo også en afspejling af det, vi sidder og taler om. Der er forskellige kampe i vores liv, som for eksempel at stå op om morgenen. Gider jeg det? Hvordan har jeg det? Jeg kan være tynget af depression eller i hvert fald depressive tanker, eller noget, der er tungt i mit liv. Hvordan får jeg mig selv op, uden bare at mande mig op? Det handler ikke bare om, at jeg skal trække mig op og bare klare mig igennem. Det handler om, at jeg skal begynde at mærke, at jeg rent faktisk trækker vejret. Og det gør jeg ved at bevæge mig. Og ligeså når min krop kommer i bevægelse, i samspil med at jeg trækker vejret. Ikke bare at blive sendt ned, som man bliver i kommunen. Hvis man er stressramt eller noget, så skal man bare gå ned og træne tre gange om ugen. Det bliver bare endnu en ting på agendaen, hvor jeg skal noget og kan blive stresset af.

Men at komme ind og mærke, at jeg rent faktisk kan bevæge min krop og træne. Og begynde at mærke, at der er et samspil mellem mig og mig indeni. At jeg får en relation til mig selv. Det er jo den aller vigtigste ting for overhovedet at kunne gå ud og relatere til andre ude i verden. Så når jeg kan begynde at mærke mig selv og relatere derinde, så kan jeg også begynde at relatere udadtil. Og så bliver det heller ikke så stor en frygt, hvis der kommer en og stirrer på mig, eller siger noget til mig, eller den reelle kamp, som i karaten. Fordi jeg kan mærke mig selv.

Jeg har en kontakt ind til en eller anden dyb kerne i mig selv. Den her urkraft, som vi alle sammen besidder, men som vi får lukket af for igennem vores liv, hvis vi ikke er opmærksomme, hvis vi ikke er vågne, hvis vi ikke trækker vejret.

Angelica Massage Aarhus - Kropsbehandling Højbjerg - Intro-tilbud
Angelica Massage Aarhus - Gavekort til massage

Jeg kan højt anbefale Angelica til alle. Hun er helt sikkert en af de bedste massører i Aarhus!

Line Birkeland

Angelica er fantastisk! Hun formår at finde og behandle de steder der trænger allermest.

Julie Haumann Stabel

Da jeg første gang kom hos Angelica, havde jeg en skade, som en fysioterapeut ikke kunne afhjælpe, men det kunne Angelica.

Bent Juhl

Angelica åbner for en optimisme og glæde, som ellers kan være svær at finde, når man er kronisk smertepatient.

Mette Østergaard

Magisk, skøn, healende og selvforkælende massage, min krop si’r bare JA JA JA… mere.. mere.

Camille Flower

Super god og dygtig… Angelica bruger sine hænder de helt rigtige steder. Hun er grundig! Kan anbefales!!!

Iratxe Velez

Fremragende, omhyggeligt og grundigt… Tusind tak.

Ann Honoré

Fantastisk massage, der afstresser kroppen. Angelica er super dygtig, og jeg glæder mig til at komme igen i næste uge!

Thomas Bendixen

Jeg vil give mine bedste anbefalinger, da hun holder sine ord: “Hun vil gøre alt for, at du vil få det bedre”.

Bente Hansen

Jeg kan helt klart anbefale Angelica, hvis du er gravid, døjer med smerter eller bare har brug for at forkæle dig selv.

Bettina Hjort

Meget behagelig, dygtig og grundig behandler. Hendes fingerspidser arbejder sig ind alle de rigtige steder og løsner op hvor problemet er.

Luise Diarra

ÉN BEHANDLING –
MANGE VÆRKTØJER

Du er ikke som alle andre – hvert menneske er unikt!

Derfor er enhver behandling skræddersyet til netop din krop.

Jeg har 16 års erfaring, samt flere uddannelser og kurser i massage og kropsbehandling

Det gør at jeg forstår kroppens sprog.

Jeg mærker hvor der er ubalancer, spændinger og blokeringer.

Jeg garanterer for, at du er i rigtigt gode hænder.

HER ER NOGLE AF
DE TEKNIKKER
JEG BENYTTER

Angelica Massage Aarhus - Kropsterapi - Effektiv behandling Højbjerg

Kropsterapi teknikker

Løsner op for anspændthed, angst og depression
Angelica Massage Aarhus - Fysiurgisk-massage - Effektiv behandling Højbjerg

Massage teknikker

Fjerner spændinger ømhed og smerter i muskler og væv
Angelica Massage Aarhus - Akupressur - Effektiv behandling Højbjerg

Akupressur teknikker

Frigør kroppens meridianer og får energien til at strømme frit
Angelica Massage Aarhus - Sportsmassage - Effektiv behandling Højbjerg

Sportsmassage teknikker

Hjælper med at løsne op og forebygge skader

ANBEFALINGER FRA GOOGLE, FACEBOOK OG TRUSTPILOT

MINE
SENESTE BLOGS

HAR DU ET SPØRGSMÅL
ELLER ER DU I TVIVL OM NOGET?

HAR DU LYST TIL AT MODTAGE
NYHEDSBREVE OG GODE TILBUD?

ADRESSE

Saralystparken 9, 2tv
8270 Højbjerg

Telefon: 60616273
Mail: info@angelicamassage.dk
CVR: 35504818

ÅBNINGSTIDER

Mandag: 9:30 – 18:30
Tirsdag: 9:30 – 18:30
Onsdag: 9:30 – 18:30
Torsdag: 9:30 – 18:30
Fredag: 9:30 – 18:30
Lørdag: Åbent nogle gange
Søndag: Lukket

FACEBOOK

Angelica Massage Aarhus - Facebook Logo_1

Følg mig på Facebook

Angelica Massage Aarhus - Kropsterapi Højbjerg - Ingen CO2

PODCAST
HVORDAN KAN VI TRÆNE BÅDE KROP OG PSYKE?

Hvad kan vi lære om os selv gennem måden, vi træner på?

Og hvordan får vi kroppen til at arbejde for os og ikke imod os?

Det fortæller undervisere og trænere Torben Svendsen og Kristoffer Glavind Kjær om i denne podcast

Manuvision Kropsterapi behandler, træner og underviser Kristoffer Glavind Kjær

Kristoffer Glavind Kjær

Manuvision Kropsterapi behandler, træner og underviser Torben Svendsen

Torben Svendsen

“Kroppen lyver ikke på noget tidspunkt. Vi kan godt sidde og tro og tænke, at vi er et eller andet, men lige så snart vi kommer ned og mærker vores krop, kan det være vi finder ud af, at vi er et helt andet sted.” – Torben Svendsen

I podcasten kan du bl.a. høre:

– Hvordan vi får kontakt til os selv, når vi træner
– Hvordan vi skaber forbindelse mellem krop og hoved gennem træning af opmærksomhed
– Hvordan præstation – i sport såvel som i hverdagen – bliver lettere af et frit åndedræt
– Hvordan vi træner nervesystemet til at kunne veksle mellem at præstere og være i ro

“Vi kunne godt tænke os, at folk vender tilbage til at slippe de ydre ting, man dømmer sig selv på, og i stedet mærker ‘hvad er det for en krop, jeg har lyst til at være i? Og hvilke steder i mig trænger jeg til mere plads?’ Og det skal komme indefra” – Kristoffer Glavind Kjær

(Alle podcast er produceret af Manuvision Danmark. Jeg har fået tilladelse til at bruge disse podcast på min hjemmeside.)

Her kan du læse hele podcasten:

Interviewer:

Hej og velkommen til en Manuvision-podcast, som skal handle om vores tilgang til træning og lidt om vores arbejde med elitesportsfolk. Jeg har talt med Manuvision-partnere og kropsterapeuter Torben Svendsen og Kristoffer Glavin Kjær, som også begge er undervisere og trænere her i huset.

Når vi træner, har vi jo typisk et eller andet mål om at styrke kroppen, så den bliver bedre til at præstere og arbejde for os. Så hvordan får vi kroppen til at præstere, Torben?

Torben Svendsen:

Det tror jeg ikke, er noget problem. Det tror jeg, at kroppen hele tiden skal. Men hvordan får man kroppen til at trække vejret, mens den præsterer? Hvordan får man den til at arbejde for os og ikke imod os? Det er det der er det vigtige.

Det er meget basalt set at trække vejret. Åndedrættet er forbindelsen indeni. Og selvfølgelig trækker man vejret, ellers ville man være død. Så det kan også være lidt abstrakt at tale om, at man skal lære at trække vejret. Men der sker hele tiden skift i hverdagen, og mit åndedræt bliver hele tiden påvirket af det. Hvordan kan jeg begynde at blive opmærksom på, at det sker?

Ikke fordi det skal være sådan, at jeg skal sidde og pille og rode i det og pille navle. Men meget ofte så stopper åndedrættet, og så lægger jeg ikke mærke til det, og så holder jeg faktisk vejret i 10 sekunder. Jeg sidder og gør det lige nu. Og så glemmer jeg at trække vejret.

Hvor hurtigt lægger jeg mærke til, at jeg faktisk står stille indeni? Hvis jeg ikke får lov til at være der, så kan kroppen ikke hænge sammen. Det er vores åndedræt der er kommunikationsvejen i kroppen. Så hvis jeg skal kunne mærke mine fødder, knæ, skuldre, albuer osv., så er jeg nødt til at have åndedrættet frit. Ellers bliver det noget jeg tænker mig til udvendigt.

Jeg er nødt til at kunne mærke og forbinde disse ting, og når jeg kan det, så har jeg en stærk krop og et stærkt sind, fordi jeg har en forbindelse ud til det hele. Det er ikke noget, jeg kan tænke mig til.

Der er rigtig mange former for coaching og terapi, som kan være rigtig fine. Men det, der er supervigtigt for os i Manuvision, er, at vi har kroppen med. Fordi kroppen lyver ikke på noget tidspunkt. Vi kan godt sidde og tro og tænke, at vi er et eller andet. Men ligesom når vi kommer ned og mærker efter i vores krop, så kan det være, at kroppen fortæller, at vi er et helt andet sted.

Kristoffer Glavin Kjær:

Ja, jeg får lyst til at sige noget, fordi jeg bliver meget inspireret af det, Torben siger. Hvis man bare siger til folk, ”Sæt dig ned og træk vejret.” Det er fint, når man skal mærke efter, hvor man er, og meditere. Men vores træning er virkelig en form for meditation, men omvendt. Sådan at du skal meditere under ekstremer, under modstand, under nogle voldsomme øvelser, under en masse styrkebetonede ting. Så du lærer at have opmærksomhed med den del også. Vi skal hele tiden have os selv med i det, vi gør. Det virker måske lidt paradoksalt.

En Manuvision-træning vil ikke bare være at sætte folk op og sige, ”Prøv at mærke det selv.” Der er en masse øvelser hele tiden, som går ind og udfordrer dig og konfronterer dig, med hele den historie, du har med i kroppen, med alt det, der gør ondt. Alle de følelser, vi har i klemme. Det er det, vi ender med at have fat i og forløse.

Interviewer:

Sådan noget som yoga har meget fokus på vejrtrækning også. Hvordan er det anderledes hos Manuvision?

Kristoffer Glavin Kjær:

Vi holder meget af yoga. Det skal slet ikke være det. I yogaen har man det, der hedder ujjayi-yoga åndedræt, som er en teknik, man pålægger sig selv. Hele Manuvisions filosofi handler om det naturlige åndedræt. Fordi det, vi virkelig gerne vil, det er at møde os selv.

Man kan lave nogle øvelser og pålægge sig selv et åndedræt, som er rigtig godt, fordi det oparbejder noget energi i kroppen, og får også noget fokus på nogle forskellige steder af kroppen. Men det er stadig en teknik.

Vores kerneområde er, at vi skal vågne til dem, vi er inde i vores krop. Så i Manuvision vil vi virkelig sætte fokus på, at åndedrættet skal være frit. Så det er et sted, jeg hele tiden kan opleve mig selv indefra i. Derfor har vi ikke nogen teknik som sådan. Det er en uendelig, aldrig stoppende opdagelsesrejse ind i mig selv at trække vejret. Og det er også det, jeg virkelig kan nå til nogle rigtig store indsigter med mig selv. For hvad sker der, når jeg kommer ind i nogle ydergrænser?

Vores mantra er, at vi skal træne med kroppen og ikke mod den. Og det med at gøre træning til noget, hvor vi faktisk kan lære os selv at kende. I stedet for træning af endnu en kamp, ligesom min hverdag er en kamp, mit arbejde er en kamp, og alle de ting, jeg skal igennem. Så træning er i virkeligheden et frirum.

Interviewer:

Men hvordan er det, så vi trækker vejret bedst sådan helt konkret? Altså det handler sig ikke så meget om teknik, men om at give slip og udånding?

Kristoffer Glavin Kjær:

Ja, og det gør det. Luften skal jo nok komme ind. Men problemet er, at vi meget ofte ikke slipper, fordi vi tror, vi skal holde på noget. Det er almindeligt i vores opvækst og i vores samfund, at vi hele tiden skal gøre noget. Vi skal gøre noget for at få noget. Vi skal hele tiden klare noget.

Og det provokerende – kan man sige – i bare at “være”, hvilket i sig selv er et fantastisk ord, men det provokerende i at give slip, er, at det kræver ingenting. Det kan vores krop ikke umiddelbart forstå, og det kan vores hoved i hvert fald ikke umiddelbart forstå.

Jeg vil sige, at det går så meget imod vores overlevelsesinstinkt på et eller andet plan, at man bare giver slip, fordi så risikerer jeg at dø. Men modsat sagt, er der også noget inde i mig, der er nødt til at dø. Der er noget, der er nødt til at give slip for, at jeg kan komme videre i mit liv.

Og meget tit og ofte, så er det det, der står i vejen for, om jeg tager det der spring ud i et nyt arbejde, et nyt sted at bo, rejser til udlandet, eller hvad det nu er i livet, fordi jeg holder lidt fast på mig selv inde i og ikke tør gå ud og i virkeligheden leve og gøre det, jeg rigtig gerne vil.

Interviewer:

Hvad er konsekvensen af at træne sin krop uden at have vejrtrækningen med?

Kristoffer Glavin Kjær:

Konsekvensen er, at man nedbryder den. Der sker det modsatte af, hvad man egentlig gerne vil opnå, sker. Det kan godt være, at man umiddelbart får nogle større muskler eller kan løbe hurtigere, som man gerne vil, men hvis man ikke har vejrtrækningen med, så lukker man af inde i kroppen, og det giver en nedbrydning indeni i stedet for, og det er ikke særlig sundt.

Interviewer:

Er det fordi musklerne ikke får lavet en udvidelse, eller hvad er det præcist?

Kristoffer Glavin Kjær:

Ja, man kan jo tale om, at det er rent muskulært, men det lige så meget det faktum, at man lukker af for sig selv. Det er jo igen det her med at få en helhed ud af det. Så det handler om mine muskler, det er helt inde på celleplan. Det handler om min hjerteaktivitet og hvad der foregår, mens jeg træner og mens jeg bevæger mig.

For at have den helhed, så er jeg nødt til at trække vejret. Det er rimelig simpelt, som jeg sagde tidligere, det er den her kommunikationsvej i kroppen. Og man kan groft sagt sige, at hvis jeg ikke får trukket vejret ordentligt, hvis jeg lukker af i mig selv med mit åndedræt, så kan jeg faktisk ikke mærke, hvad der sker. Det vil sige, at jeg kan også komme til at køre mig selv for hårdt og lave skader på mig selv. Jeg kan ikke mærke de grænser, jeg egentlig har, så det kan godt være, at jeg kan trække noget hårdere i nogle vægte eller gøre noget, men jeg kommer til at slide på mig selv.

Så har vi det med, at vi vil have personlige trænere eller noget til at støtte op, og det kan jo være rigtig fint til at vise en vej, men den, der skal kunne mærke det er én selv. En træner, kan ikke mærke på mig, hvor langt min krop kan give sig. En træner kan bare piske mig hele tiden, men jeg skal lære at mærke ind i mig selv, hvor meget jeg kan give mig.

Jeg skal lære at mærke i mit arbejde, hvor meget jeg kan give mig her. Så i Manovision-træningen er det hele tiden at vende tilbage til åndedrættet for at se, hvor jeg egentlig er henne nu, hvordan jeg kan mærke min krop lige nu, hvordan jeg kan mærke pulsen, og det sitrer måske i min krop.

Måske er der noget, der siger, at nu skal jeg ikke længere. Der kan godt være, at mit hoved synes, at jeg skal kunne komme dybere ned i en eller anden stilling, eller at jeg skal kunne løfte en tungere vægt, men kroppen fortæller, hvor den er henne, og hele tiden kan man selvfølgelig arbejde med den grænse. Det er jo også det, der gør, at en bodybuilder bliver større, altså de er nødt til at komme ud over en grænse, men hvis man bare presser den hele tiden, uden at mærke efter, så er det nedbrydende for kroppen.

Der er ikke noget galt i at presse sig selv i perioder. Så det er også er vigtigt, men det kræver stadigvæk, at man har en opmærksomhedstræning på det. Så i de næste 14 dage, der har jeg skide travlt på arbejdet, og der er nødt til at lukke af. Kære venner derhjemme. Jeg er nødt til at sige til jer, at jeg ikke er særlig meget hjemme, eller jeg kommer slet ikke hjem. Jeg arbejder røven ud af bukserne; jeg skal bare have nået den her deadline.

Så nu har jeg en bevidsthed om det, og der er jeg ikke særlig meget til stede. Jeg får ikke spist, jeg får ikke gjort noget andet, jeg får ikke sovet, jeg får ikke trukket vejret ordentligt, men efter det, så er det enormt vigtigt, at jeg så kan komme ind og slippe det igen, for ellers – det er jo det, vi ser i samfundet – er der flere og flere, der stadigvæk, selvom man har haft stresspolitik igennem mange år, eller programmer for at undgå stress osv., så er der stadigvæk flere og flere, der får stress.

Så jeg tror, at det handler meget om, at man mangler at få kroppen med og få mærket efter, hvor man er henne. Vi taler om det, vi coacher omkring det, vi gør en masse gode ting, men det at komme ind og mærke, hvor åndedrættet er, og hvordan trækker jeg vejret er noget andet.

Vi kan ikke gå rundt hele tiden og være sådan en, der bare trækker vejret, men vi kan blive opmærksomme på det, og det er så også det, når man skal præstere noget stort i en eller anden form for eliteidræt eller på arbejde, så er man bevidst om, at nu er det det, jeg gør, men jeg kommer også hjem igen og er til stede igen.

Interviewer:

Altså nu træner folk jo generelt for at få en sund eller balanceret krop, eller det er i hvert fald det, der driver mange, ikke? Altså at være veltrænet.

Torben Svendsen:

… er et fantastisk ord.

Interviewer:

Hvad er et fantastisk ord?

Kristoffer Glavin Kjær:

Sundt. Det er bare et ord, vi putter ud, og så tror vi, at fordi jeg nu spiser det her, så er jeg sund. Eller når jeg løber hver dag, så er jeg sund. Eller når jeg gør nogle ting, så er jeg sund. Det bliver sådan et ord, uden at jeg mærker efter i, hvor er jeg selv henne i det, hvad er det, jeg selv har lyst til, hvad kan min krop godt lide?

Og det er jo igen tilbage til den forbindelse til helheden inde i mig selv, at jeg ikke bare skal ud og løbe. Nogle går ud og bruger bare at løbe. Det kan være alle mulige former for træning.

Men nogle tager ud og løber, fordi det har de fået at vide er godt. At det er sundt, og det skal de bare. Andre synes faktisk, at det er ret fedt at gå ud og løbe. Men sådan lidt karikeret, når man går ud og løber, så på et tidspunkt i løbet, så bliver man en lille smule træt, og så skal man ligesom igennem noget i det her løb.

Og den mur, man ligesom kommer igennem der, hvis man kalder det en mur, det er, at åndedrættet begynder at sparke ind. Så begynder mellemgulvet at arbejde og bevæge sig op og ned inde i vores krop. Det er vores primære åndedrætsmuskel. Diafragmaet eller mellemgulvet.

Og når det sker, så får jeg en velværefornemmelse. Jeg får en fornemmelse af, at det fandme er lækkert, det her. Så når jeg står bagefter, så synes jeg, at det var en fantastisk tur. Jeg synes, at det var skønt, og jeg har det godt. Om det er sundt, det ved jeg ikke, men det er i hvert fald rart at mærke sig selv på den måde. Men så går jeg hjem, og så fortsætter jeg mit liv på samme måde, som jeg gjorde inden.

Det vil sige, at jeg stresser måske og presser mig selv, og så begynder mit mellemgulv at lukke af igen. Så er jeg nødt til at gå ud og løbe en gang til for at få det der mellemgulv i gang igen. Så det bliver en form for en afhængighed for at få det der kick af, at nu kan jeg mærke mig selv.

Så jeg kunne ligeså godt drikke noget alkohol eller ryge eller et eller andet for at få gang i mit åndedræt. Alkohol den bedøver lidt, så kan jeg slappe lidt af, og så begynder mit mellemgulv måske også at bevæge sig. Det har altså nogle sidevirkninger, men det har løbet også, eller den form for træning, når jeg bare gør det som en afhængighed for at komme af med mine frustrationer, irritationer, og alt det jeg bliver indebrændt omkring, som lukker af inde i min krop.

Hvis jeg begynder at mærke, at det sker, at når jeg bliver lidt sur, når jeg bliver lidt bange, eller presset af chefen, eller af min partner, eller af mine børn, eller hvad det nu er i livet, som presser mig, og jeg ikke får sagt fra, og ikke får meldt ud, så lukker det af inde i min krop. Og så går jeg ud og løber, og så får jeg afløb for det, og så har jeg det godt. Men jeg går jo tilbage til det samme en gang til, og så bygger jeg op igen med frustration, irritation og så videre inde i, og så går jeg ud og løber, og sådan kører det hele tiden. Og det er jo ikke særlig sundt.

Torben Svendsen:

Ja, apropos, så er det blevet noget, man har pålagt sig selv, fordi man skal jo være sund. Og derfor siger vi også at når du løber, så handler det om at opleve at møde dig selv og møde alle de spændinger, du har i kroppen, fordi hvis du virkelig begynder at løbe med opmærksomhed, så begynder du faktisk at kunne mærke en hel masse ting.

At mærke, at jeg har en skævhed den ene side, og jeg trækker ikke rigtigt vejret, og mit ansigt er altid i en grimasse, og en hel masse ting, man faktisk kan åbne op til i sit eget liv, og til sin egen krop, hvis man løber med opmærksomhed.

Hele vores træning bygger op omkring et princip, der hedder at bounce. Altså det, at man kan fjedre i sin krop og i sine led, for det får vi det jo rigtig godt af. Vi får en kæmpe velvære af at have en krop, som ikke er sådan en kolos, der skal hive sig sted i alle mulige overfladiske muskler, men er fri og arbejder indefra og ligesom fjedrer, og det er noget, man kan lære at træne sig selv. Det kræver lige, at man går igennem noget af det ømhed og stivhed, der ligger i de forskellige led.

Interviewer:

Manovision-træning er jo også noget, som man så kan tage med over i andre sportsgrene. Det handler i virkeligheden meget om at få den opmærksomhed, som man så kan bruge, hvis man rigtig godt kan lide at løbe, men kan gøre det med en opmærksomhed, hvor man ikke bruger det til at bedøve sig selv. Nu taler man om noget om ”nøgenløb”, som løb, hvor man ikke har musik eller gadgets på.

Torben Svendsen:

Det er så ekstremt det der med gadgets. Jeg talte med en, som var enormt glad for den her gadget, han havde på armen, fordi om morgenen, når han vågnede, kunne han se, om han havde sovet godt. Og han mente det. Og hvor jeg sagde til ham, kunne du måske sidde op og lige trække vejret og så mærke efter, om du har sovet godt?

Det var en lille aha-oplevelse for ham. Det var måske noget jeg så også gøre. Så alt er jo så yderstyrret et eller andet sted i dag. Og det er jo ikke fordi, det er dårligt. Det er jo fint, og mange folk går 10.000 skridt om dagen, fordi de synes, det er spændende, og der kommer gang i kroppen, og det er godt for kroppen.

Men det vigtigste er, som Kristoffer er inde på, at der er en blødhed i vores led, og en forbindelse til hele vores krop. Så det ikke kun er, at nu skal jeg gå, så er det bare mine ben, der bevæger sig, og så kan jeg mærke, at jeg bliver en lille smule forpustet. Og det, som jeg sagde før, så får jeg gang i mit åndedræt, og så har jeg det godt.

Men at kunne mærke, altså at kunne gå og kunne mærke hele kroppen, at kunne løbe og mærke hele kroppen, og begynde at nyde. Altså det er også sådan en slags kærlighedsoplevelse til egen krop, altså at begynde at mærke og nyde, at jeg har en fantastisk krop, som kan en masse ting, og som fortæller mig en masse ting. Så den fortæller mig faktisk også, at i dag, der skal jeg kun løbe to kilometer, og sidst kunne jeg løbe 20, men den fortæller mig, ”hallo, slap lige lidt af i dag”, og det er ikke mit hoved, der skal tage over.

Nogle gange kan jeg godt føle at jeg er nødt til at presse mig, hvis jeg er i en eller anden situation, hvor jeg skal gøre det. Men de fleste dage, der er det ikke sådan.

Torben Svendsen:

Altså, Alexander Lowen, en kendt kropsterapeut, sagde, at det siger alt om vores tid, om vores kroppsideal, er blevet sådan maskinelt. Crossfitteren, den der spændstige krop, der er i stand til at omstille sig og alt muligt. Men kan folk mærke sig selv derinde? Hvor er vores egen personlighed?

I 1970’erne, der var slet ikke det der kroppsideal. Der kunne man være tynd som en bønnestage, og have stadig været et sexsymbol. Fordi det var nogle helt andre ting, man satte i højsædet. Og vi kunne godt tænke os et eller andet sted, at folk vender tilbage til at slippe de der ydre ting, man dømmer sig selv ud fra. Og virkelig mærke, hvilken krop jeg har  har lyst til at være i, og hvilke nogle steder i mig, trænger til mere plads. Og det skal komme indefra. Det er der, der er fokus.

Det er en sådan sans, som vi skal genopdage. Og det er også derfor, at vi arbejder med nogle ældgamle principper. Altså for karaten, der styrker jeg min krop, blandt andet ved at fundere mig selv, grounde mine fødder. Fordi ellers kan jeg ikke få noget som helst energi ud gennem mine hænder, hvis jeg skal hugge noget over, eller hvad det er. Og hoften skal være rigtig i stødning, og hænder over knæene. Alle de der ting, de ligger dybt indarbejdede i Manovisionstræning.

Men det er også det, der gør, at vi kan stå og undervise professionelle golfspillere. Jeg har aldrig spillet golf. Jo, minigolf. (Grin) Jeg har aldrig slået et ordentligt slag med en kølle. Men jeg har stået og undervist nogle af de bedste herhjemme i golf. Fordi det handler ikke for mig om at spille golf, det handler om at få min hofte med. Og jeg ved, hvordan det skal fundere, for at det rigtige slag kommer igennem. Eller hvad det nu skal være.

Det kan også være en trompetist i radioens Big Band, som vi også har undervist. Og jeg ved sgu ikke en skid om at spille trompet. Men man kunne simpelthen se, at han stod over på det ene ben. Og da vi så rettede op på hans holdning, så blev hans tone dobbelt så kraftig. Fordi lige pludselig fik han sgu fornemmelse, altså jordforbindelse. Det kom helt dernede fra.

Så det er alle de der ting, som kræver noget opmærksomhed og kræver noget praksis. Det er det, der er træning, som et fedt ord. Sådan en form for en gammeldags praksis som munkene gør noget hver dag. Eller en karateudøver. Det er det, vi godt kunne tænke os at komme tilbage til. Som noget, der forædler de bedste ting inde i mig. Det er det, der er opgaven. En gave til, at jeg kan løfte et eller andet op inde i mig selv.

Interviewer:

Som du også er inde på her, så arbejder I jo også med elitesportsudøvere?

Kristoffer Glavin Kjær:

Manovision har arbejdet med elitesport siden 1999 i virkeligheden. Det er jo en lang periode, hvor vi især har været med professionelle cykelryttere. Flere af de professionelle hold. Phonak, Bjarne Riis’ hold i mange år og Orica. Vi har været flere, der har været afsted. Vi har været tre stykker.

Vi har jo haft enormt stor succes og glæde af at arbejde med de meget seriøse mennesker. Det har været fantastisk i forhold til at gå ind i et også lidt mere mentalt arbejde med dem. De sidste fire år har jeg været med på landsholdet. Jeg har været med på alle deres træningssamlinger, alle kampene og VM. Så Manuvision er med. Vi varmer op med dem, og vi behandler dem. De store kæmpe brød.

Elitesport er jo en kamp. Fordi de hårde hunde i Tour de France, det de tænker på, når det virkelig går til, når det spidser til, og de skal grave dybt i sig selv, det er at slå den anden ihjel. ”I’m sorry sorry, men det er en kamp”. Også inde på håndboldbanen. Hvis du skal have de optimale ting i forhold til din krop og virkelig mobilisere den, så er det ikke a piece, love and happiness. Det er en kamp.

Men den kamp må ikke være frygtbaseret. Den skal være grrrrr… Du skal have det der grinding. Fandeme nej! Den er vredesbaseret. Du skal vække vreden. Du skal kultivere vreden. Fordi det er det fantastiske med vrede. Vrede er handlingspotentiale. Hvis vi kan rette den ind, så den ikke går ud over nogen, men den flyder frit. Så er den smuk. Så får den folk til at gøre de vildeste ting. Jeg får helt kuldegysninger af at snakke om det, fordi jeg har set, hvad der sker også med mennesker bagefter.

Fordi når vi har vrede som handlingspotentiale, når vi har fået vreden igennem, så er der noget, der bliver frit i os. Al den bitterhed og det, der lukker os sammen i vores liv, det bliver forløst. Og det er også derfor, sporten er forløsende. Det tager mange år, og jeg har selv lært om det, for min egen udvikling har været at ligge oppe på Bagsværd Sø som kaproer. Og jeg har været en vred ung mand, kan man sige. Altså, virkelig fået noget ud igennem det der møde med naturen, og med min egen begrænsning og min egen styrke.

Og det er ikke folks historie i forhold til det, du sagde før. Det er ikke så meget den, vi piller i. Det er mere folks energi. Selvfølgelig er historien en vigtig ting, men jeg vil ikke psykologisere den. Jeg vil ikke komme op i hovedet. Jeg vil lade den blive nede i kroppen, fordi det er der energien udspringer fra. Det er der, deres drivkraft er. Og den skal vi ikke tale om. Den skal vi bare mærke. Og de skal vide, at jeg har set den drivkraft i dem, og nu værner vi om den.

Interviewer:

Men hvordan vækker man den vrede?

Kristoffer Glavin Kjær:

Det er et rigtigt godt spørgsmål, men det er der, vores 25-års erfaring kommer ind. Jeg vil sige, at det handler om at trykke lige til… Du skal ikke fjerne vreden. Vreden sidder forskellige steder i kroppen, og man kan aktivere den. Men du skal ikke fjerne den. Du skal bare lige gå ind hele tiden, og lige gøre, at den er helt oppe i overfladen. Når du kan mærke, at den er det, så er de tændte, så er de klar.

Afhængig af hvad folk har brug for. Der er nogle, der er hovedmennesker. De skal have at vide, at de skal slippe hovedet, og så skal de bare køre fandivolske, fordi de tænker for meget. Og så er der nogle, der er for meget nede i kroppen. De skal måske have et ydre billede på, at ”når du begynder at få rigtig ondt, og du bare bliver doven, så skal du have et billede på noget, du virkelig, virkelig synes er uretfærdigt, eller det, der kan trigge din vildeste vrede. Og så skal du have det for dig, og du skal bare gå igennem, og gå ind og tænde den følelse inde i dig.

For elitesportsudøveren er det et arbejde, og de skal ikke tære for meget af deres hovedstol. Altså, man har sådan et saying i cykelverdenen, der hedder ”Grav dybt”, og det gør folk kun én gang på en sæson, måske to, men der er de helt nede at tage af deres eget livsenergi, hvis du spørger mig.

Interviewer:

Hvad vil det sige?

Kristoffer Glavin Kjær:

Grav dybt inde i sig selv, er det at presse sig selv helt ud over kanten, og jeg har arbejdet med bjergryttere, som Alberto Contador, der er det mest fokuserede menneske, jeg nogensinde kommer til at møde.

Interviewer:

Men hvad er det så tanken er med den Manovision-træning, som er for alle, og ikke kun for elitesportsudøvere?

Torben Svendsen:

Jeg vil sige, tanken med Manovision-træningen er jo, at mærke livet et eller andet sted. Det er at prøve at se, hvordan kroppen reagerer i forskellige situationer. På den måde mærker man livet. At sidestille det med forskellige ting fra hverdagen. At vi bliver bevidste om, at vi bliver udsat for alle mulige ting, men hele tiden reagerer indvendigt i vores krop, uden at vi lægger mærke til, at vi reagerer.

Så vi går bare videre, lægger ikke mærke til, at vi stopper med at trække vejret, eller at vi spænder op i vores krop i vores dagligdag, og det kan være på vores arbejde, det kan være i vores privatliv.

Men når vi træner i Manovision-træningen, så har vi hele tiden et blik på, hvad der egentlig sker indeni, hvordan vores krop reagerer, rent muskulært og hvad der sker med vores åndedræt. For at begynde at vænne os til at lægge mærke til disse ting, så når vi står i hverdagen, kan vi se, hvordan vi reagerer, og måske også gøre noget ved det, og huske på at trække vejret.

Nu fortæller Christopher om elitesporten, men det er jo den samme præstationsevne, jeg skal anvende på mit arbejde, og enhver skal anvende i forskellige former for præstationer. Det er lige meget om man står nede i supermarkedet bag kassen, eller man er direktør i en virksomhed. Cykelryttere og elite-sportsudøvere er fuldstændig de samme slags mennesker, bare lidt mere ekstremt. Så det er de samme mekanismer, der træder i kraft, og det er de samme ting, vi skal være opmærksomme på, og det er det, vi bruger træningen til.

Kristoffer Glavin Kjær:

Jeg tænker, at i centrum af alt, hvad Manuvision laver, om det er behandling eller træning, så er der et udgangspunkt i nervesystemet, og det er det, vi arbejder med i forhold til træning. Man kan sige, at hvis man skal have sig selv ordentligt med, så skal man holde sit nervesystem der, hvor det ikke ryger i kamp- og flugtrespons. Man skal gøre det, så ens puls er nede, men man stadig kan bruge de store muskelgrupper. Der er virkelig meget at lære om hvordan jeg reagerer under pres og modstand, og hvor langt jeg kan gå, uden at jeg begynder at slå over i frygt.

Det er en helt anden energi, der er i kroppen, og det er det, vi arbejder med. Det er det, vi kan mærke i deres kroppe. Om det er for meget frygtbaseret præstation, eller om de har en dejlig form og tilgang.

Vi gør det dog ikke, når det er elitesport. Der er målet lidt anderledes, for det er faktisk det modsatte. Der skal man forædle og kultivere deres drivkraft, de steder, de har holdt lidt igen på sig selv, deres indbrændthed, deres vilje til sejr og alle de der ting. Men det er stadig de samme mekanismer, vi arbejder med. Det skal bare i en lidt anden rækkefølge, for man skal ikke forløse et menneske, der kører en enkeltstart i Tour de France.

Jeg har i mange år behandlet Peter Sagan, verdens bedste cykelrytter, som er den eneste, der har vundet verdensmesterskabet tre gange i træk. Det var han i hvert fald dengang, nu er han lidt ældre. Der var han virkelig på toppen, og Peter er et unikum. Jeg så ham lave en flikflak, han har aldrig lavet en flikflak før, men vi var i Afrika, han havde klatret på Kilimanjaro, og så stod han og gik på nogle masaier, som gjorde det. Man kunne se, han prøvede at tage bevægelsen ind, og så stod han der, og så lavede han fanme en flikflak.

Han har altså stor adgang og tilgang til sin krop, og kroppens potentiale. Men han gør det heller ikke i frygt, han gør det i leg. Han er et legende væsen, så han får virkelig det optimale ud af den krop, han er i. Han er blød som smør, og han har de stærkeste muskler. Så lige når han skal til at bruge dem, så er de stenhårde. Ellers resten af tiden er de bløde, dejlige og lækre, og kan restituere og tage livet ind. Og det er den der balance, vi skal have med i vores træning.

Interviewer:

Så hvordan er det, man arbejder med den i træning?

Kristoffer Glavin Kjær:

Det er lige præcis, det der er det gyldne snit. Det er det, vi prøver at arbejde med. Dels i kroppen fordi vi vil gerne have en krop, hvor styrke og smidighed følges ad, men i forhold til nervesystemet, vi vil også gerne have et sted, hvor man kan mobilisere sig, det vil sige at arbejde hårdt og presse sig selv, men uden at kroppen går i frygt. Det vil sige uden at hjertet begynder at hamre hurtigere, og pulsen stiger.

Og det er det, der hele vores modstandsarbejde ligger i. Gå ind til modstand, gå ud til kant, der hvor du virkelig bliver presset, men gør det fra et andet sted inde i dig selv, så du har opmærksomhed med musklen, så du ikke bare bider tænderne sammen og knokler videre, fordi det er hårdt for din krop i det lange løb, og du kan helt sikkert ikke mærke dig selv på samme måde, som hvis du kan flytte din grænse stille og roligt og have dig selv med i det.

Interviewer:

Kan I prøve at give et eksempel på det her med at arbejde med modstand?

Kristoffer Glavin Kjær:

Jamen altså, hele vores træning gør sindssygt ondt. Nu siger jeg det som det er: Det kan gøre ondt. Men træningen er meget konfronterende, fordi vi vil gerne have folk til at mærke den modstand, de har i sig selv. De skal stå på et gulv og lave nogle øvelser. Så gulvet er hårdt, og der er meget pres under øvelserne, så man begynder at kunne mærke den hårdhed, jeg har inde i mig selv. Og når jeg begynder at kunne mærke den, så er der ømhed, og der skal jeg lære, hvor jeg stiller mig i forhold til den ømhed.

Går jeg i flugt, begynder jeg at sætte hårdt mod hårdt, så jeg spinner op og stopper mit åndedræt? Eller går jeg ind i det og siger, at det kan gøre skide ondt, men der er også noget andet i mig, der kan finde en lethed.

Interviewer:

Ja, apropos konfrontation, så er der også elementer af karate i træningen, og Torben, du træner jo karate?

Torben Svendsen:

Ja, altså, jeg har trænet karate i et eller andet antal år. Hvad er det, 21? 45 år. Og jeg synes stadigvæk, at det er noget nyt. Der er så mange dybder i det. Jeg har deltaget i få stævner, det har aldrig rigtig interesseret mig særlig meget. Altså alt det her med konkurrencer er ikke det, der er interessant. Men historien bag og kulturen bag kommer fra Okinawa, et lille ørige, der ligger syd for Japan, som er blevet invaderet og har kæmpet og har klaret sig igennem i historien.

Det var det største slag under Anden Verdenskrig, der blev udkæmpet der. To tredjedele af øen blev udraderet. Og alligevel står der nogle folk, som er nogle af dem, der lever længst i hele verden. Det er en af de her Blue Zones. Og meget af den kultur, som de har, den ligger i karaten også. Det i sig selv gør det jo spændende. Hvad er det egentlig, der ligger i måden, de træner på, måden man lever livet på? Det er spændende. Og det aspekt i karate, som jo er kampen, som er konfrontationen, og ultimativt så er det jo ikke en sport. Altså det er jo selvforsvar. Det er jo at kunne forsvare sig selv mod overgreb, så det er liv og død der står på  spil der. Og alligevel så er den vigtigste grundsætning i karate, at vi træner for fred i verden.

Det er jo lidt paradoksalt, men jo mere jeg kommer ind og kender mig selv, jo mere jeg kan stå overfor min egen modstand. Et er at stå overfor en modstander, og kæmpe, og risikere at blive slået og sparket og alt muligt andet, det er jo en form for konfrontation. Men det at stå med mig selv og træne igen og igen. Repetition af samme ting, eller forfine at gå ned i dybden med teknikker, og blive ved med at holde en opmærksomhed på mig selv, på mit åndedræt og på min balance og på alle mulige ting omkring, og gøre det igen og igen. Det er jo en større kamp end at bare stille sig ind og slås, kan man sige.

Men det er to forskellige slags kampe. Og det er jo også en afspejling af det, vi sidder og taler om. Der er forskellige kampe i vores liv, som for eksempel at stå op om morgenen. Gider jeg det? Hvordan har jeg det? Jeg kan være tynget af depression eller i hvert fald depressive tanker, eller noget, der er tungt i mit liv. Hvordan får jeg mig selv op, uden bare at mande mig op? Det handler ikke bare om, at jeg skal trække mig op og bare klare mig igennem. Det handler om, at jeg skal begynde at mærke, at jeg rent faktisk trækker vejret. Og det gør jeg ved at bevæge mig. Og ligeså når min krop kommer i bevægelse, i samspil med at jeg trækker vejret. Ikke bare at blive sendt ned, som man bliver i kommunen. Hvis man er stressramt eller noget, så skal man bare gå ned og træne tre gange om ugen. Det bliver bare endnu en ting på agendaen, hvor jeg skal noget og kan blive stresset af.

Men at komme ind og mærke, at jeg rent faktisk kan bevæge min krop og træne. Og begynde at mærke, at der er et samspil mellem mig og mig indeni. At jeg får en relation til mig selv. Det er jo den aller vigtigste ting for overhovedet at kunne gå ud og relatere til andre ude i verden. Så når jeg kan begynde at mærke mig selv og relatere derinde, så kan jeg også begynde at relatere udadtil. Og så bliver det heller ikke så stor en frygt, hvis der kommer en og stirrer på mig, eller siger noget til mig, eller den reelle kamp, som i karaten. Fordi jeg kan mærke mig selv.

Jeg har en kontakt ind til en eller anden dyb kerne i mig selv. Den her urkraft, som vi alle sammen besidder, men som vi får lukket af for igennem vores liv, hvis vi ikke er opmærksomme, hvis vi ikke er vågne, hvis vi ikke trækker vejret.

Angelica Massage Aarhus - Kropsbehandling Højbjerg - Intro-tilbud

HAR DU ET SPØRGSMÅL
ELLER ER DU I TVIVL OM NOGET?

HAR DU LYST TIL AT MODTAGE NYHEDSBREVE
OG GODE TILBUD?

ADRESSE

Saralystparken 9, 2tv
8270 Højbjerg

Telefon: 60616273
Mail: info@angelicamassage.dk
CVR: 35504818

ÅBNINGSTIDER

Man: 9:30 – 18:30
Tir: 9:30 – 18:30
Ons: 9:30 – 18:30
Tor: 9:30 – 18:30
Fre: 9:30 – 18:30

Lør/Søn: Lukket

FACEBOOK

Angelica Massage Aarhus - Facebook Logo_1

Følg mig på Facebook

Angelica Massage Aarhus - Kropsterapi Højbjerg - Ingen CO2

Titel