Podcast – Hvordan påvirker nervesystemet krop og psyke?2023-12-30T04:54:07+01:00

PODCAST:
HVORDAN PÅVIRKER NERVESYSTEMET KROP OG PSYKE?

Nervesystemet er nøglen til at behandle mange af vor tids lidelser.

Det er nervesystemet, der bestemmer, hvordan vi tager verden ind.

Og det sker ubevidst – før vi når at tænke en tanke.

Hør Manuvision kropsterapeuter Mette Steen og Angela Jørgensen fortælle om nervesystemets betydning for krop og psyke.

Nervesystemet påvirker os i en sådan grad, at det også påvirker vores valg i livet.

Fordi det hele tiden er med til at afgøre, hvordan vi kan være til stede.

Om vi kan være i ro og dermed skabe forbindelse til andre mennesker.”

Mette Steen

I podcasten kan du bl.a. høre om:

  • Nervesystemets påvirkning af vores tilstand, kropsligt og mentalt
  • Hvordan nervesystemet reagerer ubevidst på mulige farer
  • Hvad traumer er, og hvordan de kan behandles gennem nervesystemet
  • Hvilken rolle nervesystemet spiller i mødet med andre mennesker
  • Hvordan vi selv kan “hacke” nervesystemet og arbejde med kroppens automatreaktioner

“Vi lever af en eller anden grund i et samfund, hvor kravet til præstation er så stærkt, at vi altid lever med lidt for meget aktivitet i det sympatiske nervesystem.

Vi er hele tiden i en eller anden form for kampberedskab eller flugtberedskab” –

Angela Jørgensen

Her kan du læse hele podcasten:

Interviewer:

Velkommen til en Manuvision-podcast, som denne gang skal handle om vores nervesystem, som er noget, vi fokuserer meget på. Og det gør vi, fordi nervesystemet har en stor betydning for, hvordan vi møder verden, og hvordan vi har det både kropsligt og mentalt. Og derfor er nervesystemet også nøglen til at behandle mange af vores lidelser, både fysiske og psykiske. Og for at tale om det her, har jeg inviteret Manuvision-kropsterapeuter og undervisere på vores uddannelse, Mette Steen og Angela Jørgensen. Og vil I ikke lige starte med at sige lidt om, hvorfor nervesystemet er interessant, når vi har med kroppen og psyken at gøre?

Angela Jørgensen:

Det er jo det store spørgsmål her. Fordi det er jo vigtigt, fordi det hele tiden er med os. Det er sådan den her helt skjulte skygge, som vi faktisk har inde i os, som hele tiden er med til at skabe os, og udtrykke, hvad vi føler. Så derfor er det noget, der hele tiden arbejder inde i os, hele tiden er i gang. Og jeg tror, at de fleste mennesker måske ikke helt tænker over, hvad det egentlig er, der sker inde i os. Vi har masser af udtryk for, hvad det er, der sker inde i os, som for eksempel: ”Åh, jeg er sådan helt oppe at køre i dag”. Men det er vores nervesystem, som bare hele tiden er i gang med dybest set at passe på os.

Mette Steen:

Hvis man ser det fra et kropsterapeutisk sted, når vi konkret har med kroppen at gøre, så har nervesystemet også betydning for alle de processer, der foregår i kroppen. Vores hormonelle processer, vores fordøjelse, de stoffer, vores organer udskiller. Alt det har betydning for, hvordan hele vores organisme trækker sig sammen, og udvider sig. Den trækker sig sammen når vi skal løbe eller kæmpe, bruge vores kræfter, og udvider sig, når vi skal slappe af. Og det er jo virkelig essentiel viden, når man arbejder som kropsterapeut, hvordan man kan arbejde indirekte med nervesystemet for at hjælpe folk til at slappe af.

Interviewer:

Hvis vi lige skal prøve at forstå nervesystemet, så er den helt basale. Kan I ikke prøve at forklare, hvad nervesystemets funktion er?

Angela Jørgensen:

Jo, nervesystemets funktion er jo dybest set at holde os i live. Hvis der er en fare på færde, så reagerer vi på den måde, at vi trækker os sammen og flytter os, eller vi trækker os sammen og kæmper. Så det er én side af nervesystemet, men som jo er helt den side, som har været med os virkelig helt tilbage fra, vi begyndte at kunne lave de her sammentrækninger, så vi kan komme væk fra noget, eller vi kan kæmpe. Og det er stadigvæk det, som hele tiden arbejder inde i os.

Så det er jo én side af nervesystemet, som vi i dag virkelig snakker meget ind i, uden at bruge ordet nervesystemet. Men ordet stress er måske et af de ord, man kan google allermest, og det ligger ind til det her nervesystem, hvor vi hele tiden kæmper eller flygter. Og problemet med den måde vi har skabt vores samfund, den måde vi omgås på, vores skolesystem, alting er skabt på et fundament, hvor vi ikke har en viden om, hvordan vi afbalancerer et nervesystem. Så rigtig mange af os er hele tiden i et forhøjet alarmberedskab, hvor vi hele tiden ikke er i ro, hvor vi ikke kan slappe af. Og det er vores nervesystem.

Mette Steen:

Og nu bliver det lige lidt teoretisk, for når man taler om nervesystemet, taler man tit om de her to forgreninger, det sympatiske og det parasympatiske nervesystem. Hvor det sympatiske er der, hvor vi er i kamp-flugt-mode, og det parasympatiske er der, hvor vi er i ro. Men det, som man i nyere forskning har fundet ud af, er, at der også er en tredje forgrening. Og uden at gå så meget i detaljer med det, handler det om vores evne til at være sociale og indgå i et fællesskab, og dermed også vores evne til at aflæse andre mennesker. Og vil du sige lidt om det, Angela?

Angela Jørgensen:

Når vi møder et andet menneske, og vi kender det godt, så kigger vi jo på hinanden, og vi evaluerer straks, hvordan øjenudtrykket er, er det afspændt omkring øjnene? Smiler det andet menneske? Vi lægger mærke til små ting, som om muskulaturen er spændt i kæben eller panden, om øjnene er spærret op, om personen virker bange, eller om vedkommende smiler, så jeg kan føle mig tryg.

Måden, vi genkender det på, er faktisk via nervesystemet. Det er ikke noget, vi tænker over. Vores nervesystem kæmper for os, og det kæmper for at få os ind i fællesskabet og kæmper for at inkludere dem, vi møder, i vores gruppe.

Interviewer:

Hvorfor gør det det?

Mette Steen:

Fordi det at være i et fællesskab er afgørende for vores overlevelse. Vi kan ikke overleve uden fællesskabet, og lige siden pattedyrene kom på jorden, var det først med dem, at den del af nervesystemet blev udviklet, som gjorde, at vi begyndte at skelne mellem ven og fjende. Før det jagtede dyrene jo hinanden. Men som mennesker og pattedyr har vi brug for lang tid til at opfostre vores børn. Vi har brug for at kunne reproducere os og fordøje mad. Det tager tid for os at finde føde. Man kan sige, at i gamle dage, helt tilbage til stenalderen, men i dag er der jo et helt system. Vi skal have ro for at kunne tjene penge, have et hus at bo i, og det tager jo faktisk næsten 18 år, før vores børn kan klare sig selv.

Så derfor er vi afhængige af fællesskaber. Vi har svært ved at gøre det alene. Vi er afhængige af hinanden for at kunne pleje vores familie. Så derfor, helt instinktivt, bliver vores system alarmeret, når vi ser en person eller er i en omstændighed, hvor vi ikke kan være i et fællesskab. Og det er også derfor, at traumer opstår. Et traume defineres af nogen som at have været udsat for noget, der føles faretruende over en længere eller kortere tid. Den længere tid, det er, hvor man er under livstruende omstændigheder, og noget, der nærmest systematisk tolkes som livstruende, og som gør, at man hele tiden er i en kamp- eller flugttilstand.

Angela Jørgensen:

Altså, vi snakker lidt om, at der hvor traumet opstår, det er inde i hjernestammen, altså der, hvor det bliver skabt. Det ligger i hjernestammen, helt inde i det limbiske system, i den gamle del af hjernen. Hvis vi er i vores følelsers vold, i vores traumes vold osv., så bliver vi ved med at være i det system inde i os. Det er det, der hele tiden arbejder, og det, der hele tiden er på arbejde inde i os. Og det, der skal ske, det vi skal arbejde hen imod, det som alle mindfulness-, meditation- og kropsterapiformer arbejder hen imod, det er at skabe det, der kan se det, det, der kan begynde at adskille os selv, det vil sige i frontallapperne. Det er her, den kognitive forståelse ligger. Her, hvor vi kan begynde at se og adskille os.

Man kalder faktisk lidt det limbiske system, den gamle hjerne, lidt for sjov for ”højrelarmen”. Det vil sige, lige så snart der er fare på færde, buff så ringer den. Og frontallapperne kalder vi for vagtårnet. Det er her man kan se, hvad der sker, og sige, at der ikke er nogen brand, at det er rigtigt, det ryger lidt, men vi behøver ikke at sende bud efter brandbiler og politifolk eller noget som helst, så vi kan godt lægge os til at sove igen.

Interviewer:

Så når vi har en overaktiv brandalarm, som alt for hurtigt reagerer, som om vi er i livsfare, selvom vi ikke er det, så er det her, man kan tale om traume. Vil du sige lidt mere om det?

Mette Steen:

Traume er, at der er sket noget i dette menneskes liv, som de ikke kunne kapere, som de ikke kunne gå igennem og slippe i øjeblikket. Og så laver nervesystemet en sammentrækning. Og når der sker denne sammentrækning, bliver den ved med at være der, så vi vokser ligesom uden på den. Og den sammentrækning, det er den, som hele tiden går ind og tolker også. Så når vi møder et andet menneske, tolker vi også med denne sammentrækning. Så det her nervesystem, der blev trukket sammen på et tidspunkt, og det kan være meget forskelligt. Enten når det sker som barn ved et overgreb eller når et barn lider overlast. At der er noget her, der trækker sig sammen. Eller hvis det sker i voksenalderen, er det forskelligt, hvordan vores sammentrækninger kommer til at påvirke os. Men det påvirker os i en sådan grad, at det hele tiden påvirker vores valg i livet og hvordan vi kan være til stede her i livet. Fordi det hele tiden er med til at bestemme, om vi kan være i ro og dermed skabe forbindelse til andre mennesker.

Det, der hjælper sammentrækningen, det er hele vores muskler. Det er hele vores muskelpanser. Alle de muskler, som vi har, er jo skabt til noget. De er skabt til at hjælpe os, til at flytte os. De er skabt til, at jeg kan klø mig, og de er skabt til, at jeg kan holde om dig, tage dig i hånden og skabe forbindelse. Og hvad er de ellers skabt til? De er skabt til, at jeg kan løbe. Jeg skal sateme løbe væk, hvis der er noget, der er efter mig. Så siger det bare thju, og så spænder jeg op. Hvis man bare prøver et øjeblik og tænker, at der står en tiger lige bag mig, så hvad er det, der sker inde i mig? Thju siger det så.

Hvis jeg virkelig møder en tiger, så vil chokket være så kraftfuldt, at det kan godt være, at jeg løber, men jeg kan ikke få det der traume ud af mig selv. Men det, der gør, at alle de muskler, som er med til at holde på det her traume i det øjeblik, de er med hele tiden for at holde fast i det og huske mig på det, og de spænder op sammen med traumet. Hvis jeg derimod oplever det som barn i en overlast, så er det anderledes. Så bruger jeg hele tiden mine muskler til at holde fast i den beskyttelse, som jeg er nødt til at gøre for at holde på mig selv. For jeg lever i en verden, hvor der ikke er tryghed, hvor jeg ikke bare kan sige, ”her er jeg, det er mig, jeg er sådan her, elsk mig”, eller hvad det nu er, et barn siger, indtil der er noget, der begynder at trække sig sammen inde i dem, fordi der ikke er plads til lige det. Og så begynder vi at beskytte os selv og trække os sammen. Og det er alle de muskler, vi bruger til det, så derfor kalder vi det jo også et muskelpanser, når vi er spændt op, fordi vi beskytter den her sammentrækning.

Som terapeuter arbejder vi hele tiden ind i sammentrækningen, for derigennem a tkunne finde det sted, hvor der er noget, der kan udvide sig.

Interviewer:

Kan du lige komme med et eksempel på en sammentrækning? Nu tænker jeg på, et klassisk eksempel, det er vel sådan noget med skuldrene fremme. Som mine.

Angela Jørgensen:

Som dine. Og mine. Det er jo en klassisk ting, og de fleste kender det ved sig selv. At vi har skuldrene oppe om ørene, plejer vi gerne at sige. Og det er en beskyttelse, som vi laver af hele vores hals og hele vores brystområde. Brystet, hvis vi åbner ind til brystet, så åbner vi ind til hjertet, og vi åbner ind til det rum, der kan relatere, som på en eller anden måde kan skabe forbindelse. Og hvis vi ikke har mødt os selv eller blevet mødt der, så beskytter vi det lidt. Så trækker vi sammen der, vi trækker skuldrene oppe om ørene, og dermed lukker vi ind til solar plexus også. Og så lukker vi også for hele vores vejrtrækning, så det er sådan en slags sammentrækning.

Interviewer:

Ja, og det er jo så også her, hvor vi hos Manu Vision taler om, at kroppen husker, og at de her meget almindelige sammentrækninger på en eller anden måde har med traumer at gøre. Nu har vi jo hos Manuvision også erfaring med at behandle mennesker med voldsomme traumer. Manuvision har nemlig været omdrejningspunkt for et forskningsprojekt, hvor Statens Institut for Folkesundhed og Rigshospitalet har undersøgt virkningen af Manuvision kropsterapi i behandlingen af krigsveteraner med PTSD. Og det har du, Angela, stået i spidsen for. Så kan du ikke lige sige lidt mere om, hvordan trauma udspiller sig hos folk med PTSD, altså posttraumatisk belastningsreaktion?

Angela Jørgensen:

Man skal forestille sig, at vores krop er et hus, og at det hus, det er besat af fjender. Så vi kan ikke komme ind i huset. Så det eneste sted, vi kan være, det er udenfor huset. Og der, udenfor huset, fordi jeg er i et alarmberedskab, fordi jeg er mobiliseret til at kæmpe eller flygte, så holder jeg hele tiden øje med, om der er nogen fjender udenfor huset. Og jeg passer hele tiden på, at der ikke kommer nogen ind i huset. Men jeg kan heller ikke gå ind i huset, fordi der er fjenderne allerede. De har besat huset.

Så jeg står i et limbo med at holde øje, og samtidig kan jeg ikke træde ind. Og jeg tror, at der er mange veteraner, krigsveteraner, der beskriver, at de føler sig ude af sig selv. De kan ikke finde ro nogen steder. Og følelsen af, at det hele er uro indeni, og der er konstant høj hjertebanken, og pulsen er høj, og man har let til vrede og angst. Det gør, at det faktisk er ret ubehageligt at mærke sig selv. Og vi blev også nødt til at normalisere, at de var urolige.

Så lige så snart vi begyndte at fortælle dem, at deres nervesystem faktisk havde kæmpet for dem, at det intet havde at gøre med, hvem de var som personer, men at det var deres nervesystem, der havde sørget for, at de kunne overleve. Så den skamfuldhed, de følte som mennesker over ikke at være i kontrol over sig selv, den forsvandt, når de fandt ud af, at de ikke kunne have gjort fra eller til. At de fungerede fuldstændig som alle andre normale mennesker ville have gjort i den situation, hvor de havde været i livsfare.

Interviewer:

Ja, hvis vi så lige skal vende tilbage og tale lidt om det balancerede nervesystem. Altså nu har vi jo talt om de her to tilstande, det sympatiske kampflugtsystem og det parasympatiske, hvor vi er i ro. Og det kan godt lyde lidt som om, at målet med kropsterapi så er at få os til at være så meget som muligt i det parasympatiske, hvor vi er i ro. Men der er jo også en pointe i, at det sympatiske nervesystem har en vigtig funktion udover bare at beskytte os.

Mette Steen:

For søren da, altså. Al kreativitet indeholder jo det sympatiske. Bare det at stå op, så skal vi bruge det sympatisk nervesystem. Vi skal bruge noget mobilisering til at stå op, til at gå, til at løbe. Så vi bruger det jo hele tiden positivt. Og alle de lege, som vi jo leger med vores børn. Det er hele tiden den her gymnastisering af vores nervesystem. Altså det her med at sige ”BØH!” Og så lige kramme ”BØH! KUK KUK!” Og hvis man ser de der små børn, de laver sådan en hel sammentrækning. Og de elsker det. Og hele det der, det er jo virkelig en leg ind i nervesystemet. For der er vi jo i det sympatiske. Og hvis vi skal lave stor kunst, altså prøv lige at lave en teaterforestilling, hvor du ikke må bruge det sympatiske nervesystem. Der vil publikum falde i søvn.

Så vi skal have begge dele med. Begge dele af livet. Og det her med at blive aktiveret, det er jo også det sympatiske, der får os ud i verden. Ud at gøre noget, ud at skabe noget, ud at bygge nogle flotte bygninger. Så det er bare er: ”Det er sgu en meget god bygning, og den kan vi have det hyggeligt i”. Det her, der også har noget karisma og liv. Det er jo hele den her blanding. Og det er det, som balancerede nervesystemer kan. Vi kan hele tiden veksle. Bare det, jeg lige snakker nu. Nu veksler mit nervesystem op i det sympatiske, hvor jeg lige før sad og lyttede på Angela, og faldt helt til ro med hendes stemme. Så vi er hele tiden en del af det her nervesystem, som er i gang.

Interviewer:

Det centrale i det her arbejde, vi laver her, det er vel i at genoprette eller balancere nervesystemet. Det er simpelthen at kunne lave den der veksling.

Mette Steen:

Hvis nu lige skal snakke et billede igen, så tror jeg at vi alle sammen har set den her gazelle, der går ude på savannen og spiser helt i fred. Og så ser man den her reportage, hvor løven kommer snigende rundt. Og man ser bare det der nervesystem, der lige så langsomt lige vågner op. Og man tænker, hvorfor løber den ikke bare nu? Det gør den ikke, fordi hele nervesystemet har en fuldstændig klar viden om, at når løven er lige der, så skal jeg løbe, for det kan jeg sagtens. Og så på et tidspunkt, så siger det kuff, og så løber den, og løven løber efter. Og så på et eller andet tidspunkt, så stopper de, fordi de kan mærke, de når ikke hinanden. Og så ser man den der gazelle der, lige stå der, lige ryste sig selv. Og den har fået hele den der sammentrækning løbet ud. Så den har brugt den sammentrækning. Så den er løbet derudaf. Det vil sige, at hele nervesystemet, al den sammentrækning, er blevet brugt til at komme væk. Og så ryster den sig lige lidt, og så begynder den at spise igen, og kan fordøje maden. Der hvor vi møder traumerne, det er der hvor gazellen møder løven, men ikke kan løbe. Fordi du er stivnet i dit traume. De mennesker, som har oplevet svære og livstruende tilstande, men har formået at gøre noget, at bruge den opspænding til noget, der vil traumet være anderledes.

Interviewer:

Hvordan kan man bruge traumer?

Mette Steen:

Du spænder jo op. Du laver en sammentrækning i kroppen. Og i det øjeblik, at du kan få den sammentrækning til at gå ud, altså til at blive brugt, til at skulle løbe, til at skulle slå, til at skulle slås, til at skulle bruge dig selv, som den sammentrækning er ment til at skulle, så vil sammentrækningen være på en anden måde bagefter. Så det at bruge den, fremfor at den bare stivner.

Interviewer:

Hvad kunne det være konkret?

Mette Steen:

Det kan være at løbe.

Interviewer:

Hvis man er blevet forskrækket? Har fået et chok? Og så løbe det af sig?

Mette Steen:

Ja. Vi oplever jo rigtig, rigtig tit, at folk løber på briksen.

Interviewer:

Hvordan?

Mette Steen:

Benene begynder simpelthen at arbejde. Benene begynder simpelthen at sammentrække sig. Fordi de fik ikke gået væk fra det her. De fik ikke sparket væk. De fik ikke løbet væk. De fik ikke brugt hele den der sammentrækning. Den er bare stivnet i dem. Og så sidder de der i det. Og den bliver ved med at være med dem. Så noget af det handler om at få den her sammentrækning i brug. Altså ud. Og bruge den.

Interviewer:

Men det her med løbetræning? Der er jo også mange der bare løber rundt og rundt i Fælledparken. Og det er ikke dem, vi snakker om?

Angela Jørgensen:

Det er ikke helt tosset, det du siger. Hvis vi bare snakker om almindelig stress. Stress er jo kendetegnet ved, at man har været udsat for en eller anden form for pres. Stress betyder tid og pres. Man har ikke rigtig kunnet følge med arbejdsopgaverne. Der er så mange indtryk, så mange ting, jeg skal præstere i min hverdag. Som jeg ikke kan følge med i. Og så begynder vi at føle os pressede. Og det kan nervesystemet mærke.

Jeg føler hele tiden, at der er noget i mig, der siger, at hvis jeg ikke præsterer, at hvis jeg ikke får gjort det her, så er det farligt for mig. Hvorfor man har det sådan, det kan der være mange individuelle årsager til. Det kan være noget, man har lært i barndommen. At man skal præstere på en bestemt måde for at kunne leve et godt liv. Så er man dernede i kollapset.

Men det, jeg egentlig vil sige til at starte med, er, at når vi er i den lille mobilisering hele tiden, og man har gået ned med stress, så er det sidste man skal, det er at løbe. Når vi løber, så aktiverer vi det sympatiske nervesystem. Og der er ingen grund til at aktivere et system, der i forvejen er belastet. Hvis du begynder at løbe midt i et overaktivt, sympatisk alarmberedskab, hvor musklerne hele tiden er sammentrukne, så kommer du sammentrækning på sammentrækning. Så du hjælper kollapset voldsomt på vej?

Vi er faktisk som mennesker dårlige til at klare os. Vi er ligesom overdyret på savannen, men samtidig så klarer vi os faktisk ret elendigt. Nu bragte Mette gazellen på banen, og det er jo et fantastisk studie i, hvordan en krop fungerer, når den er allermest balanceret. Den kan være afspændt, og så kan den spænde og løbe afsted.

Interviewer:

Og være afspændt igen?

Angela Jørgensen:

Ja, og være afspændt igen. Så den kan det der. Så bare lige for at samle op på det her med løb. Der er forskel på, om man løber som gazellen, fordi man har fået et chok, og skal løbe det af sig, eller om man løber, fordi man er i en kronisk stress-tilstand, som når vi f.eks. skal præstere, og som ikke som sådan har noget med et chok at gøre.

Mette Steen:

Vi lever af en eller anden grund i et samfund, hvor kravet til præstation er så stærkt, at vi altid lever med lidt for meget i aktivitet i det sympatiske nervesystem. Vi er hele tiden i en eller anden form for kampberedskab eller flugtberedskab. Og det er også derfor, at vi oplever, at vi får flere og flere mennesker, der enten er angste, og som stadigvæk er i det der kamp- eller flugtberedskab, eller også er de helt kollapset og er ovre i depressionen.

Og med soldaterne, der veksler det typisk mellem, at du enten er i kampberedskab, men når ressourcerne er opbrugt, så kollapser du. Så sover du i 24 timer eller 48 timer. BAM, så er du over i beredskabet igen. Og man kan kun veksle mellem de to. Du kan aldrig falde til ro, fordi vagusnerven er deaktiveret.

Interviewer:

Jeg vil bare gerne lige her forklare, at vagusnerven er den kranienerve, som typisk er sat ud af funktion, når vi har været udsat for traumer. Og som derfor også er central i behandlingen af traumer. Vil I ikke sige lidt om, hvad det så er kropsterapi kan i forhold til at genoprette balancen i nervesystemet?

Angela Jørgensen:

Det vi gør som behandlere, det er at lægge hånden på. Og der, hvor hånden er på, der har jeg mulighed for at sige til soldaten eller en hvilken som helst anden klient, ”prøv at komme ned og mærke det her område”. Og det lyder ret banalt, men det er faktisk meget, meget effektivt i forhold til at kunne begynde at spænde af i musklen. Og det er også effektivt i forhold til at skabe bevidsthed om, hvad der foregår inde i kroppen og i muskellaget.

Der sker jo faktisk det, at når musklen så begynder at spænde af, så sender den en besked tilbage til hjernen og fortæller, ”det er faktisk okay det her, vi er afspændte hernede, du kan godt slappe af oppe i toppen”. Og så aktiveres vagusnerven faktisk af den der bagdør på den måde. Det er en slags bagdør, og jeg kalder det også lidt for at hacke nervesystemet ved at gå ind og kontakte det reelle i kroppen, der er blevet påvirket af chokket, og hjælpe det til at spænde af.

Mette Steen:

Altså bare det at kontakte den samme sammentrækning, så kontakter jeg dit nervesystem. Altså, hvis jeg kontakter din sammentrækning, som du snakker om her i skuldrene, så kontakter jeg også det nervesystem, som i sin tid har lavet den her sammentrækning. Fordi den her sammentrækning, den her skuldertrækning her, den er med til at holde fast i den sammentrækning inde i nervesystemet. Og det vil sige, at når jeg så åbner for det, går ind og kontakter det, og det kan være ved at trykke ind i det, det kan også være ved at lægge en hånd på det, det kan også være ved at italesætte det.

Der er mange forskellige måder, som jeg kan lede din opmærksomhed ned på den sammentrækning derinde, og få den til at slippe, eller i hvert fald begynde at komme til stede. Fordi det, der er kendetegnet ved de her sammentrækningner, ligger helt uden for vores bevidsthed.

Interviewer:

Ja, og det her med, at det foregår ubevidst, det hænger også lidt sammen med det, du talte om i starten, Angela, om at nervesystemet er skabt til, at vi kan overleve i fællesskab, og det er også noget af det, som den nyeste forskning viser.

Angela Jørgensen:

Den nyeste forskning har netop fundet ud af, at den del af nervesystemet, der evaluerer, hvordan et andet menneske er, som vi møder, fungerer som det hurtigste i os. Det er også en helt anden ting. Vi kan faktisk ikke bestemme, hvad vi gør, for vores nervesystem har allerede evalueret den situation, vi står i. Og det skal den, fordi vi lynhurtigt skal finde ud af, om det er en, vi skal trække ind i fællesskabet, eller det er en, vi skal kæmpe eller flygte fra. Så det nytter ikke noget, jeg begynder at tænke over, ”Jamen, er Peter derovre en ven eller en fjende? Nej, det han sagde er meget fornuftigt. Jeg tror måske, han er en ven.” Det nytter ikke noget.

Jeg bliver nødt til at komme ind bagved, så mit nervesystem kan lynhurtigt lure, om han er ved at spænde op til kamp. Det ligger helt ind til vores dyriske natur. Så det første, der sker, det er, inden vi når at tænke en tanke, det er, at hele vores krop enten spænder af, hvis det er en ven, eller spænder op til kamp eller flugt, hvis det er en fjende. Og først bagefter det, så kommer der en følelse, og det er måske først der, vi bemærker, at der er sket noget med os.

Og efter den følelse, så begynder vi at tænke. Hvis det for eksempel er en person, der ikke vil kigge os i øjnene, så har vi en tendens til at tænke, at det menneske nok ikke vil os noget godt. Fordi vi vil gerne se et menneske i øjnene og finde ud af, om det er et venligt menneske. Så hvis vedkommende kigger væk, så har vi en tendens til at tolke at det er en fjende eller en uven. En, der i hvert fald ikke vil mig noget godt. Og hvis vi begynder at lægge mærke til det hos os selv, så begynder vi også straks at evaluere det mentalt. Og som det sidste begynder vi måske at sige, ”Måske kigger han væk, han er ikke en idiot, eller han vil mig ikke noget, eller jeg er heller ikke noget værd.”

Så nogle af de tanker, der kommer på som det sidste, har ikke nødvendigvis noget at gøre med situationen. Det handler mere om, hvordan jeg er vant til at tolke, når mennesker vender sig bort fra mig, eller når mennesker ikke vil mig noget godt.

Interviewer:

Opmærksomhed er vel også noget af det, der kan hacke nervesystemet?

Mette Steen:

Opmærksomhed er det, der hacker nervesystemet.

Interviewer:

Er det det, vi kan gøre?

Mette Steen:

Det, vi kan gøre, det er at blive opmærksom på den situation, vi er i, og med vores opmærksomhed at skabe kontakt ind i vores egen krop. På den måde kan vi, så at sige, hacke den helt fysiske reaktion, der sker i kroppen, når vi reagerer på vores omverden. Med opmærksomhed kan vi skabe kontakt til muskelspændingen og konkret sanse sammentrækningen, sanse fornemmelsen af musklen, sanse den fornemmelse, det skaber inde i kroppen. Når vi sanser det eller mærker det, så har musklen en tendens til at slippe, og det kan man sige er sådan en måde at hacke nervesystemet på.

Interviewer:

Så vi kan både hacke den berøring, og at andre berører og afspænder musklerne, men vi kan også gøre det selv, med vores opmærksomhed?

Mette Steen:

Man kan sige, at når vi arbejder med opmærksomheden ind i os selv på den måde, så er det ligesom at motionere en muskel. Jeg kalder det at motionere opmærksomhedsmuskelen. Som vi snakkede om før, så er vores opmærksomhedsspænd er ikke særlig stort, og vi kan ikke holde det særlig lang tid. Så vi kan faktisk teste med os selv, hvor lang tid vores opmærksomhedsspænd er. Vi kan for eksempel mærke vores fødder, og så kan vi tage tiden på uret, og så se, hvor lang tid jeg er i stand til at sanse mine fødder, uden at blive afbrudt af en tanke. Så har vi sådan set længden på vores opmærksomhedsspænd.

Interviewer:

Og det kan lytteren jo så lige prøve at gøre.

Mette Steen:

Det giver sig selv, at vi har brug for at arbejde med den muskel. En god ting er at have en daglig praksis, hvor vi ganske basalt… Det er blevet mere og mere inden at lave en eller anden form for mindfulness-træning. Og det er egentlig den praksis, vi har mulighed for. Det er at sætte os ned, og med vores opmærksomhed skabe kontakt til vores forskellige dele af kroppen, både udefra, altså på huden, men også indefra i muskellaget.

Og der er mange veje til at skabe den forbindelse. Vi kalder det at skabe forbindelse mellem hovedet og kroppen. Og ved at lave sådan en praksis, hvor vi dagligt får opmærksomheden ind i kroppen, så får vi faktisk motioneret musklen. Hvis vi begynder at lave det som en praksis, vil vi også opleve, at vi ikke på samme måde bliver taget af folk som vi møders negative manifestationer. At vi ikke på samme måde begynder at dømme folk, men heller ikke responderer automatisk på folks negative manifestationer.

Interviewer:

Og folks negative manifestationer er?

Mette Steen:

Det kan for eksempel være folk, der er vrede. Folk, der er irritable. Folk, der bare er utilpassede i deres eget skind. Folk, der er bange. Folk, der er i en eller anden form for negativ følelsestilstand. Og helt klart, at nervesystemet responderer helt automatisk på det. Men hvis jeg ser det, så er jeg måske i stand til, ved hjælp af min opmærksomhed og kontakten til min krop, at få kontakt til alt det, der responderer automatisk, og så spænde det af med min vilje. Og kunne møde den person fra et mere roligt sted. Fra et sted, der ikke bider på krogen, og som ikke går i en automatisk reaktion.

Fordi hvis mit nervesystem skulle bestemme det, og hvis jeg skulle være dyret i mig selv, så ville jeg blive… Hvis jeg mødte et vredt menneske, så bliver jeg vred. Eller bange, afhængig af, hvem jeg er. Men som sagt igen, det er ikke sikkert, at det menneskes vrede har noget med mig at gøre. Det kan godt være, at det menneske kommer med sin egen historie.

Men vi kan måske også nogle gange, når vi ser mennesker, begynde at blive bevidste om, hvordan er det, jeg tager mine omgivelser ind. Hvordan et menneske reagerer på mig, eller agerer sammen med mig, har ikke nødvendigvis noget med mig at gøre. Det har muligvis noget at gøre med, hvad det menneske bringer til bordet selv. Men det bliver jeg nødt til at se, før jeg bliver klar over det. Jeg bliver nødt til at blive opmærksom på, at det er sådan, det hænger sammen.

Hvis jeg mærker den uro, når jeg er sammen med et andet menneske, hvor jeg ikke forstår vedkommendes handlingsmønstre, men hvis jeg bliver opmærksom på det, så har jeg også muligheden for at bryde det. Jeg har muligheden for at bryde mit eget reaktionsmønster, eller min egen nerve reaktion. Og det kan jeg blandt andet gøre, ved bare ganske simpelt at mærke mine fødder. Eller lige forbinde mig til åndedrættet, og mærke mit åndedræt. Så er der nogle beskeder, der går til min vagusnerve, der får hjælp af mig til at slappe af, midt i den relation.

Og det betyder også, at jeg får lige sådan en sonde ind i mig selv, så jeg bare kan mærke, hvordan føles det at stå inde i mig selv, og jeg får en bedre forankring inde i mig selv, bare det at mærke mine fødder. Så det er en øvelse, som alle mennesker kan gøre til hver en tid, når vi bliver klar over det og bevidste.

Interviewer:

Og med denne lille øvelse eller opfordring, slutter Manuvisions podcast om nervesystemet. Du kan få mere information om krop og psyke på Manuvision.dk. Og her kan du også læse om det forskningsprojekt, som Manuvision har været en del af, og den efteruddannelse i behandling af chok og traumer, som vi udbyder på baggrund af den forskning og den viden.

Tak fordi du lyttede med.

Angelica Massage Aarhus - Kropsbehandling Højbjerg - Intro-tilbud
Angelica Massage Aarhus - Gavekort til massage

Jeg kan højt anbefale Angelica til alle. Hun er helt sikkert en af de bedste massører i Aarhus!

Line Birkeland

Angelica er fantastisk! Hun formår at finde og behandle de steder der trænger allermest.

Julie Haumann Stabel

Da jeg første gang kom hos Angelica, havde jeg en skade, som en fysioterapeut ikke kunne afhjælpe, men det kunne Angelica.

Bent Juhl

Angelica åbner for en optimisme og glæde, som ellers kan være svær at finde, når man er kronisk smertepatient.

Mette Østergaard

Magisk, skøn, healende og selvforkælende massage, min krop si’r bare JA JA JA… mere.. mere.

Camille Flower

Super god og dygtig… Angelica bruger sine hænder de helt rigtige steder. Hun er grundig! Kan anbefales!!!

Iratxe Velez

Fremragende, omhyggeligt og grundigt… Tusind tak.

Ann Honoré

Fantastisk massage, der afstresser kroppen. Angelica er super dygtig, og jeg glæder mig til at komme igen i næste uge!

Thomas Bendixen

Jeg vil give mine bedste anbefalinger, da hun holder sine ord: “Hun vil gøre alt for, at du vil få det bedre”.

Bente Hansen

Jeg kan helt klart anbefale Angelica, hvis du er gravid, døjer med smerter eller bare har brug for at forkæle dig selv.

Bettina Hjort

Meget behagelig, dygtig og grundig behandler. Hendes fingerspidser arbejder sig ind alle de rigtige steder og løsner op hvor problemet er.

Luise Diarra

ÉN BEHANDLING –
MANGE VÆRKTØJER

Du er ikke som alle andre – hvert menneske er unikt!

Derfor er enhver behandling skræddersyet til netop din krop.

Jeg har 16 års erfaring, samt flere uddannelser og kurser i massage og kropsbehandling

Det gør at jeg forstår kroppens sprog.

Jeg mærker hvor der er ubalancer, spændinger og blokeringer.

Jeg garanterer for, at du er i rigtigt gode hænder.

HER ER NOGLE AF
DE TEKNIKKER
JEG BENYTTER

Angelica Massage Aarhus - Kropsterapi - Effektiv behandling Højbjerg

Kropsterapi teknikker

Løsner op for anspændthed, angst og depression
Angelica Massage Aarhus - Fysiurgisk-massage - Effektiv behandling Højbjerg

Massage teknikker

Fjerner spændinger ømhed og smerter i muskler og væv
Angelica Massage Aarhus - Akupressur - Effektiv behandling Højbjerg

Akupressur teknikker

Frigør kroppens meridianer og får energien til at strømme frit
Angelica Massage Aarhus - Sportsmassage - Effektiv behandling Højbjerg

Sportsmassage teknikker

Hjælper med at løsne op og forebygge skader

ANBEFALINGER FRA GOOGLE, FACEBOOK OG TRUSTPILOT

MINE
SENESTE BLOGS

HAR DU ET SPØRGSMÅL
ELLER ER DU I TVIVL OM NOGET?

HAR DU LYST TIL AT MODTAGE
NYHEDSBREVE OG GODE TILBUD?

ADRESSE

Saralystparken 9, 2tv
8270 Højbjerg

Telefon: 60616273
Mail: info@angelicamassage.dk
CVR: 35504818

ÅBNINGSTIDER

Mandag: 9:30 – 18:30
Tirsdag: 9:30 – 18:30
Onsdag: 9:30 – 18:30
Torsdag: 9:30 – 18:30
Fredag: 9:30 – 18:30
Lørdag: Åbent nogle gange
Søndag: Lukket

FACEBOOK

Angelica Massage Aarhus - Facebook Logo_1

Følg mig på Facebook

Angelica Massage Aarhus - Kropsterapi Højbjerg - Ingen CO2

PODCAST
HVORDAN PÅVIRKER
NERVESYSTEMET KROP OG PSYKE?

Nervesystemet er nøglen til at behandle mange af vor tids lidelser.

Det er nervesystemet, der bestemmer, hvordan vi tager verden ind. Og det sker ubevidst – før vi når at tænke en tanke.

Hør Manuvision kropsterapeuter Mette Steen og Angela Jørgensen fortælle om nervesystemets betydning for krop og psyke.

Nervesystemet påvirker os i en sådan grad, at det også påvirker vores valg i livet. Fordi det hele tiden er med til at afgøre, hvordan vi kan være til stede. Om vi kan være i ro og dermed skabe forbindelse til andre mennesker.” Mette Steen

I podcasten kan du bl.a. høre om:

  • Nervesystemets påvirkning af vores tilstand, kropsligt og mentalt
  • Hvordan nervesystemet reagerer ubevidst på mulige farer
  • Hvad traumer er, og hvordan de kan behandles gennem nervesystemet
  • Hvilken rolle nervesystemet spiller i mødet med andre mennesker
  • Hvordan vi selv kan “hacke” nervesystemet og arbejde med kroppens automatreaktioner

“Vi lever af en eller anden grund i et samfund, hvor kravet til præstation er så stærkt, at vi altid lever med lidt for meget aktivitet i det sympatiske nervesystem. Vi er hele tiden i en eller anden form for kampberedskab eller flugtberedskab” – Angela Jørgensen

Her kan du læse hele podcasten:

Interviewer:

Velkommen til en Manuvision-podcast, som denne gang skal handle om vores nervesystem, som er noget, vi fokuserer meget på. Og det gør vi, fordi nervesystemet har en stor betydning for, hvordan vi møder verden, og hvordan vi har det både kropsligt og mentalt. Og derfor er nervesystemet også nøglen til at behandle mange af vores lidelser, både fysiske og psykiske. Og for at tale om det her, har jeg inviteret Manuvision-kropsterapeuter og undervisere på vores uddannelse, Mette Steen og Angela Jørgensen. Og vil I ikke lige starte med at sige lidt om, hvorfor nervesystemet er interessant, når vi har med kroppen og psyken at gøre?

Angela Jørgensen:

Det er jo det store spørgsmål her. Fordi det er jo vigtigt, fordi det hele tiden er med os. Det er sådan den her helt skjulte skygge, som vi faktisk har inde i os, som hele tiden er med til at skabe os, og udtrykke, hvad vi føler. Så derfor er det noget, der hele tiden arbejder inde i os, hele tiden er i gang. Og jeg tror, at de fleste mennesker måske ikke helt tænker over, hvad det egentlig er, der sker inde i os. Vi har masser af udtryk for, hvad det er, der sker inde i os, som for eksempel: ”Åh, jeg er sådan helt oppe at køre i dag”. Men det er vores nervesystem, som bare hele tiden er i gang med dybest set at passe på os.

Mette Steen:

Hvis man ser det fra et kropsterapeutisk sted, når vi konkret har med kroppen at gøre, så har nervesystemet også betydning for alle de processer, der foregår i kroppen. Vores hormonelle processer, vores fordøjelse, de stoffer, vores organer udskiller. Alt det har betydning for, hvordan hele vores organisme trækker sig sammen, og udvider sig. Den trækker sig sammen når vi skal løbe eller kæmpe, bruge vores kræfter, og udvider sig, når vi skal slappe af. Og det er jo virkelig essentiel viden, når man arbejder som kropsterapeut, hvordan man kan arbejde indirekte med nervesystemet for at hjælpe folk til at slappe af.

Interviewer:

Hvis vi lige skal prøve at forstå nervesystemet, så er den helt basale. Kan I ikke prøve at forklare, hvad nervesystemets funktion er?

Angela Jørgensen:

Jo, nervesystemets funktion er jo dybest set at holde os i live. Hvis der er en fare på færde, så reagerer vi på den måde, at vi trækker os sammen og flytter os, eller vi trækker os sammen og kæmper. Så det er én side af nervesystemet, men som jo er helt den side, som har været med os virkelig helt tilbage fra, vi begyndte at kunne lave de her sammentrækninger, så vi kan komme væk fra noget, eller vi kan kæmpe. Og det er stadigvæk det, som hele tiden arbejder inde i os.

Så det er jo én side af nervesystemet, som vi i dag virkelig snakker meget ind i, uden at bruge ordet nervesystemet. Men ordet stress er måske et af de ord, man kan google allermest, og det ligger ind til det her nervesystem, hvor vi hele tiden kæmper eller flygter. Og problemet med den måde vi har skabt vores samfund, den måde vi omgås på, vores skolesystem, alting er skabt på et fundament, hvor vi ikke har en viden om, hvordan vi afbalancerer et nervesystem. Så rigtig mange af os er hele tiden i et forhøjet alarmberedskab, hvor vi hele tiden ikke er i ro, hvor vi ikke kan slappe af. Og det er vores nervesystem.

Mette Steen:

Og nu bliver det lige lidt teoretisk, for når man taler om nervesystemet, taler man tit om de her to forgreninger, det sympatiske og det parasympatiske nervesystem. Hvor det sympatiske er der, hvor vi er i kamp-flugt-mode, og det parasympatiske er der, hvor vi er i ro. Men det, som man i nyere forskning har fundet ud af, er, at der også er en tredje forgrening. Og uden at gå så meget i detaljer med det, handler det om vores evne til at være sociale og indgå i et fællesskab, og dermed også vores evne til at aflæse andre mennesker. Og vil du sige lidt om det, Angela?

Angela Jørgensen:

Når vi møder et andet menneske, og vi kender det godt, så kigger vi jo på hinanden, og vi evaluerer straks, hvordan øjenudtrykket er, er det afspændt omkring øjnene? Smiler det andet menneske? Vi lægger mærke til små ting, som om muskulaturen er spændt i kæben eller panden, om øjnene er spærret op, om personen virker bange, eller om vedkommende smiler, så jeg kan føle mig tryg.

Måden, vi genkender det på, er faktisk via nervesystemet. Det er ikke noget, vi tænker over. Vores nervesystem kæmper for os, og det kæmper for at få os ind i fællesskabet og kæmper for at inkludere dem, vi møder, i vores gruppe.

Interviewer:

Hvorfor gør det det?

Mette Steen:

Fordi det at være i et fællesskab er afgørende for vores overlevelse. Vi kan ikke overleve uden fællesskabet, og lige siden pattedyrene kom på jorden, var det først med dem, at den del af nervesystemet blev udviklet, som gjorde, at vi begyndte at skelne mellem ven og fjende. Før det jagtede dyrene jo hinanden. Men som mennesker og pattedyr har vi brug for lang tid til at opfostre vores børn. Vi har brug for at kunne reproducere os og fordøje mad. Det tager tid for os at finde føde. Man kan sige, at i gamle dage, helt tilbage til stenalderen, men i dag er der jo et helt system. Vi skal have ro for at kunne tjene penge, have et hus at bo i, og det tager jo faktisk næsten 18 år, før vores børn kan klare sig selv.

Så derfor er vi afhængige af fællesskaber. Vi har svært ved at gøre det alene. Vi er afhængige af hinanden for at kunne pleje vores familie. Så derfor, helt instinktivt, bliver vores system alarmeret, når vi ser en person eller er i en omstændighed, hvor vi ikke kan være i et fællesskab. Og det er også derfor, at traumer opstår. Et traume defineres af nogen som at have været udsat for noget, der føles faretruende over en længere eller kortere tid. Den længere tid, det er, hvor man er under livstruende omstændigheder, og noget, der nærmest systematisk tolkes som livstruende, og som gør, at man hele tiden er i en kamp- eller flugttilstand.

Angela Jørgensen:

Altså, vi snakker lidt om, at der hvor traumet opstår, det er inde i hjernestammen, altså der, hvor det bliver skabt. Det ligger i hjernestammen, helt inde i det limbiske system, i den gamle del af hjernen. Hvis vi er i vores følelsers vold, i vores traumes vold osv., så bliver vi ved med at være i det system inde i os. Det er det, der hele tiden arbejder, og det, der hele tiden er på arbejde inde i os. Og det, der skal ske, det vi skal arbejde hen imod, det som alle mindfulness-, meditation- og kropsterapiformer arbejder hen imod, det er at skabe det, der kan se det, det, der kan begynde at adskille os selv, det vil sige i frontallapperne. Det er her, den kognitive forståelse ligger. Her, hvor vi kan begynde at se og adskille os.

Man kalder faktisk lidt det limbiske system, den gamle hjerne, lidt for sjov for ”højrelarmen”. Det vil sige, lige så snart der er fare på færde, buff så ringer den. Og frontallapperne kalder vi for vagtårnet. Det er her man kan se, hvad der sker, og sige, at der ikke er nogen brand, at det er rigtigt, det ryger lidt, men vi behøver ikke at sende bud efter brandbiler og politifolk eller noget som helst, så vi kan godt lægge os til at sove igen.

Interviewer:

Så når vi har en overaktiv brandalarm, som alt for hurtigt reagerer, som om vi er i livsfare, selvom vi ikke er det, så er det her, man kan tale om traume. Vil du sige lidt mere om det?

Mette Steen:

Traume er, at der er sket noget i dette menneskes liv, som de ikke kunne kapere, som de ikke kunne gå igennem og slippe i øjeblikket. Og så laver nervesystemet en sammentrækning. Og når der sker denne sammentrækning, bliver den ved med at være der, så vi vokser ligesom uden på den. Og den sammentrækning, det er den, som hele tiden går ind og tolker også. Så når vi møder et andet menneske, tolker vi også med denne sammentrækning. Så det her nervesystem, der blev trukket sammen på et tidspunkt, og det kan være meget forskelligt. Enten når det sker som barn ved et overgreb eller når et barn lider overlast. At der er noget her, der trækker sig sammen. Eller hvis det sker i voksenalderen, er det forskelligt, hvordan vores sammentrækninger kommer til at påvirke os. Men det påvirker os i en sådan grad, at det hele tiden påvirker vores valg i livet og hvordan vi kan være til stede her i livet. Fordi det hele tiden er med til at bestemme, om vi kan være i ro og dermed skabe forbindelse til andre mennesker.

Det, der hjælper sammentrækningen, det er hele vores muskler. Det er hele vores muskelpanser. Alle de muskler, som vi har, er jo skabt til noget. De er skabt til at hjælpe os, til at flytte os. De er skabt til, at jeg kan klø mig, og de er skabt til, at jeg kan holde om dig, tage dig i hånden og skabe forbindelse. Og hvad er de ellers skabt til? De er skabt til, at jeg kan løbe. Jeg skal sateme løbe væk, hvis der er noget, der er efter mig. Så siger det bare thju, og så spænder jeg op. Hvis man bare prøver et øjeblik og tænker, at der står en tiger lige bag mig, så hvad er det, der sker inde i mig? Thju siger det så.

Hvis jeg virkelig møder en tiger, så vil chokket være så kraftfuldt, at det kan godt være, at jeg løber, men jeg kan ikke få det der traume ud af mig selv. Men det, der gør, at alle de muskler, som er med til at holde på det her traume i det øjeblik, de er med hele tiden for at holde fast i det og huske mig på det, og de spænder op sammen med traumet. Hvis jeg derimod oplever det som barn i en overlast, så er det anderledes. Så bruger jeg hele tiden mine muskler til at holde fast i den beskyttelse, som jeg er nødt til at gøre for at holde på mig selv. For jeg lever i en verden, hvor der ikke er tryghed, hvor jeg ikke bare kan sige, ”her er jeg, det er mig, jeg er sådan her, elsk mig”, eller hvad det nu er, et barn siger, indtil der er noget, der begynder at trække sig sammen inde i dem, fordi der ikke er plads til lige det. Og så begynder vi at beskytte os selv og trække os sammen. Og det er alle de muskler, vi bruger til det, så derfor kalder vi det jo også et muskelpanser, når vi er spændt op, fordi vi beskytter den her sammentrækning.

Som terapeuter arbejder vi hele tiden ind i sammentrækningen, for derigennem a tkunne finde det sted, hvor der er noget, der kan udvide sig.

Interviewer:

Kan du lige komme med et eksempel på en sammentrækning? Nu tænker jeg på, et klassisk eksempel, det er vel sådan noget med skuldrene fremme. Som mine.

Angela Jørgensen:

Som dine. Og mine. Det er jo en klassisk ting, og de fleste kender det ved sig selv. At vi har skuldrene oppe om ørene, plejer vi gerne at sige. Og det er en beskyttelse, som vi laver af hele vores hals og hele vores brystområde. Brystet, hvis vi åbner ind til brystet, så åbner vi ind til hjertet, og vi åbner ind til det rum, der kan relatere, som på en eller anden måde kan skabe forbindelse. Og hvis vi ikke har mødt os selv eller blevet mødt der, så beskytter vi det lidt. Så trækker vi sammen der, vi trækker skuldrene oppe om ørene, og dermed lukker vi ind til solar plexus også. Og så lukker vi også for hele vores vejrtrækning, så det er sådan en slags sammentrækning.

Interviewer:

Ja, og det er jo så også her, hvor vi hos Manu Vision taler om, at kroppen husker, og at de her meget almindelige sammentrækninger på en eller anden måde har med traumer at gøre. Nu har vi jo hos Manuvision også erfaring med at behandle mennesker med voldsomme traumer. Manuvision har nemlig været omdrejningspunkt for et forskningsprojekt, hvor Statens Institut for Folkesundhed og Rigshospitalet har undersøgt virkningen af Manuvision kropsterapi i behandlingen af krigsveteraner med PTSD. Og det har du, Angela, stået i spidsen for. Så kan du ikke lige sige lidt mere om, hvordan trauma udspiller sig hos folk med PTSD, altså posttraumatisk belastningsreaktion?

Angela Jørgensen:

Man skal forestille sig, at vores krop er et hus, og at det hus, det er besat af fjender. Så vi kan ikke komme ind i huset. Så det eneste sted, vi kan være, det er udenfor huset. Og der, udenfor huset, fordi jeg er i et alarmberedskab, fordi jeg er mobiliseret til at kæmpe eller flygte, så holder jeg hele tiden øje med, om der er nogen fjender udenfor huset. Og jeg passer hele tiden på, at der ikke kommer nogen ind i huset. Men jeg kan heller ikke gå ind i huset, fordi der er fjenderne allerede. De har besat huset.

Så jeg står i et limbo med at holde øje, og samtidig kan jeg ikke træde ind. Og jeg tror, at der er mange veteraner, krigsveteraner, der beskriver, at de føler sig ude af sig selv. De kan ikke finde ro nogen steder. Og følelsen af, at det hele er uro indeni, og der er konstant høj hjertebanken, og pulsen er høj, og man har let til vrede og angst. Det gør, at det faktisk er ret ubehageligt at mærke sig selv. Og vi blev også nødt til at normalisere, at de var urolige.

Så lige så snart vi begyndte at fortælle dem, at deres nervesystem faktisk havde kæmpet for dem, at det intet havde at gøre med, hvem de var som personer, men at det var deres nervesystem, der havde sørget for, at de kunne overleve. Så den skamfuldhed, de følte som mennesker over ikke at være i kontrol over sig selv, den forsvandt, når de fandt ud af, at de ikke kunne have gjort fra eller til. At de fungerede fuldstændig som alle andre normale mennesker ville have gjort i den situation, hvor de havde været i livsfare.

Interviewer:

Ja, hvis vi så lige skal vende tilbage og tale lidt om det balancerede nervesystem. Altså nu har vi jo talt om de her to tilstande, det sympatiske kampflugtsystem og det parasympatiske, hvor vi er i ro. Og det kan godt lyde lidt som om, at målet med kropsterapi så er at få os til at være så meget som muligt i det parasympatiske, hvor vi er i ro. Men der er jo også en pointe i, at det sympatiske nervesystem har en vigtig funktion udover bare at beskytte os.

Mette Steen:

For søren da, altså. Al kreativitet indeholder jo det sympatiske. Bare det at stå op, så skal vi bruge det sympatisk nervesystem. Vi skal bruge noget mobilisering til at stå op, til at gå, til at løbe. Så vi bruger det jo hele tiden positivt. Og alle de lege, som vi jo leger med vores børn. Det er hele tiden den her gymnastisering af vores nervesystem. Altså det her med at sige ”BØH!” Og så lige kramme ”BØH! KUK KUK!” Og hvis man ser de der små børn, de laver sådan en hel sammentrækning. Og de elsker det. Og hele det der, det er jo virkelig en leg ind i nervesystemet. For der er vi jo i det sympatiske. Og hvis vi skal lave stor kunst, altså prøv lige at lave en teaterforestilling, hvor du ikke må bruge det sympatiske nervesystem. Der vil publikum falde i søvn.

Så vi skal have begge dele med. Begge dele af livet. Og det her med at blive aktiveret, det er jo også det sympatiske, der får os ud i verden. Ud at gøre noget, ud at skabe noget, ud at bygge nogle flotte bygninger. Så det er bare er: ”Det er sgu en meget god bygning, og den kan vi have det hyggeligt i”. Det her, der også har noget karisma og liv. Det er jo hele den her blanding. Og det er det, som balancerede nervesystemer kan. Vi kan hele tiden veksle. Bare det, jeg lige snakker nu. Nu veksler mit nervesystem op i det sympatiske, hvor jeg lige før sad og lyttede på Angela, og faldt helt til ro med hendes stemme. Så vi er hele tiden en del af det her nervesystem, som er i gang.

Interviewer:

Det centrale i det her arbejde, vi laver her, det er vel i at genoprette eller balancere nervesystemet. Det er simpelthen at kunne lave den der veksling.

Mette Steen:

Hvis nu lige skal snakke et billede igen, så tror jeg at vi alle sammen har set den her gazelle, der går ude på savannen og spiser helt i fred. Og så ser man den her reportage, hvor løven kommer snigende rundt. Og man ser bare det der nervesystem, der lige så langsomt lige vågner op. Og man tænker, hvorfor løber den ikke bare nu? Det gør den ikke, fordi hele nervesystemet har en fuldstændig klar viden om, at når løven er lige der, så skal jeg løbe, for det kan jeg sagtens. Og så på et tidspunkt, så siger det kuff, og så løber den, og løven løber efter. Og så på et eller andet tidspunkt, så stopper de, fordi de kan mærke, de når ikke hinanden. Og så ser man den der gazelle der, lige stå der, lige ryste sig selv. Og den har fået hele den der sammentrækning løbet ud. Så den har brugt den sammentrækning. Så den er løbet derudaf. Det vil sige, at hele nervesystemet, al den sammentrækning, er blevet brugt til at komme væk. Og så ryster den sig lige lidt, og så begynder den at spise igen, og kan fordøje maden. Der hvor vi møder traumerne, det er der hvor gazellen møder løven, men ikke kan løbe. Fordi du er stivnet i dit traume. De mennesker, som har oplevet svære og livstruende tilstande, men har formået at gøre noget, at bruge den opspænding til noget, der vil traumet være anderledes.

Interviewer:

Hvordan kan man bruge traumer?

Mette Steen:

Du spænder jo op. Du laver en sammentrækning i kroppen. Og i det øjeblik, at du kan få den sammentrækning til at gå ud, altså til at blive brugt, til at skulle løbe, til at skulle slå, til at skulle slås, til at skulle bruge dig selv, som den sammentrækning er ment til at skulle, så vil sammentrækningen være på en anden måde bagefter. Så det at bruge den, fremfor at den bare stivner.

Interviewer:

Hvad kunne det være konkret?

Mette Steen:

Det kan være at løbe.

Interviewer:

Hvis man er blevet forskrækket? Har fået et chok? Og så løbe det af sig?

Mette Steen:

Ja. Vi oplever jo rigtig, rigtig tit, at folk løber på briksen.

Interviewer:

Hvordan?

Mette Steen:

Benene begynder simpelthen at arbejde. Benene begynder simpelthen at sammentrække sig. Fordi de fik ikke gået væk fra det her. De fik ikke sparket væk. De fik ikke løbet væk. De fik ikke brugt hele den der sammentrækning. Den er bare stivnet i dem. Og så sidder de der i det. Og den bliver ved med at være med dem. Så noget af det handler om at få den her sammentrækning i brug. Altså ud. Og bruge den.

Interviewer:

Men det her med løbetræning? Der er jo også mange der bare løber rundt og rundt i Fælledparken. Og det er ikke dem, vi snakker om?

Angela Jørgensen:

Det er ikke helt tosset, det du siger. Hvis vi bare snakker om almindelig stress. Stress er jo kendetegnet ved, at man har været udsat for en eller anden form for pres. Stress betyder tid og pres. Man har ikke rigtig kunnet følge med arbejdsopgaverne. Der er så mange indtryk, så mange ting, jeg skal præstere i min hverdag. Som jeg ikke kan følge med i. Og så begynder vi at føle os pressede. Og det kan nervesystemet mærke.

Jeg føler hele tiden, at der er noget i mig, der siger, at hvis jeg ikke præsterer, at hvis jeg ikke får gjort det her, så er det farligt for mig. Hvorfor man har det sådan, det kan der være mange individuelle årsager til. Det kan være noget, man har lært i barndommen. At man skal præstere på en bestemt måde for at kunne leve et godt liv. Så er man dernede i kollapset.

Men det, jeg egentlig vil sige til at starte med, er, at når vi er i den lille mobilisering hele tiden, og man har gået ned med stress, så er det sidste man skal, det er at løbe. Når vi løber, så aktiverer vi det sympatiske nervesystem. Og der er ingen grund til at aktivere et system, der i forvejen er belastet. Hvis du begynder at løbe midt i et overaktivt, sympatisk alarmberedskab, hvor musklerne hele tiden er sammentrukne, så kommer du sammentrækning på sammentrækning. Så du hjælper kollapset voldsomt på vej?

Vi er faktisk som mennesker dårlige til at klare os. Vi er ligesom overdyret på savannen, men samtidig så klarer vi os faktisk ret elendigt. Nu bragte Mette gazellen på banen, og det er jo et fantastisk studie i, hvordan en krop fungerer, når den er allermest balanceret. Den kan være afspændt, og så kan den spænde og løbe afsted.

Interviewer:

Og være afspændt igen?

Angela Jørgensen:

Ja, og være afspændt igen. Så den kan det der. Så bare lige for at samle op på det her med løb. Der er forskel på, om man løber som gazellen, fordi man har fået et chok, og skal løbe det af sig, eller om man løber, fordi man er i en kronisk stress-tilstand, som når vi f.eks. skal præstere, og som ikke som sådan har noget med et chok at gøre.

Mette Steen:

Vi lever af en eller anden grund i et samfund, hvor kravet til præstation er så stærkt, at vi altid lever med lidt for meget i aktivitet i det sympatiske nervesystem. Vi er hele tiden i en eller anden form for kampberedskab eller flugtberedskab. Og det er også derfor, at vi oplever, at vi får flere og flere mennesker, der enten er angste, og som stadigvæk er i det der kamp- eller flugtberedskab, eller også er de helt kollapset og er ovre i depressionen.

Og med soldaterne, der veksler det typisk mellem, at du enten er i kampberedskab, men når ressourcerne er opbrugt, så kollapser du. Så sover du i 24 timer eller 48 timer. BAM, så er du over i beredskabet igen. Og man kan kun veksle mellem de to. Du kan aldrig falde til ro, fordi vagusnerven er deaktiveret.

Interviewer:

Jeg vil bare gerne lige her forklare, at vagusnerven er den kranienerve, som typisk er sat ud af funktion, når vi har været udsat for traumer. Og som derfor også er central i behandlingen af traumer. Vil I ikke sige lidt om, hvad det så er kropsterapi kan i forhold til at genoprette balancen i nervesystemet?

Angela Jørgensen:

Det vi gør som behandlere, det er at lægge hånden på. Og der, hvor hånden er på, der har jeg mulighed for at sige til soldaten eller en hvilken som helst anden klient, ”prøv at komme ned og mærke det her område”. Og det lyder ret banalt, men det er faktisk meget, meget effektivt i forhold til at kunne begynde at spænde af i musklen. Og det er også effektivt i forhold til at skabe bevidsthed om, hvad der foregår inde i kroppen og i muskellaget.

Der sker jo faktisk det, at når musklen så begynder at spænde af, så sender den en besked tilbage til hjernen og fortæller, ”det er faktisk okay det her, vi er afspændte hernede, du kan godt slappe af oppe i toppen”. Og så aktiveres vagusnerven faktisk af den der bagdør på den måde. Det er en slags bagdør, og jeg kalder det også lidt for at hacke nervesystemet ved at gå ind og kontakte det reelle i kroppen, der er blevet påvirket af chokket, og hjælpe det til at spænde af.

Mette Steen:

Altså bare det at kontakte den samme sammentrækning, så kontakter jeg dit nervesystem. Altså, hvis jeg kontakter din sammentrækning, som du snakker om her i skuldrene, så kontakter jeg også det nervesystem, som i sin tid har lavet den her sammentrækning. Fordi den her sammentrækning, den her skuldertrækning her, den er med til at holde fast i den sammentrækning inde i nervesystemet. Og det vil sige, at når jeg så åbner for det, går ind og kontakter det, og det kan være ved at trykke ind i det, det kan også være ved at lægge en hånd på det, det kan også være ved at italesætte det.

Der er mange forskellige måder, som jeg kan lede din opmærksomhed ned på den sammentrækning derinde, og få den til at slippe, eller i hvert fald begynde at komme til stede. Fordi det, der er kendetegnet ved de her sammentrækningner, ligger helt uden for vores bevidsthed.

Interviewer:

Ja, og det her med, at det foregår ubevidst, det hænger også lidt sammen med det, du talte om i starten, Angela, om at nervesystemet er skabt til, at vi kan overleve i fællesskab, og det er også noget af det, som den nyeste forskning viser.

Angela Jørgensen:

Den nyeste forskning har netop fundet ud af, at den del af nervesystemet, der evaluerer, hvordan et andet menneske er, som vi møder, fungerer som det hurtigste i os. Det er også en helt anden ting. Vi kan faktisk ikke bestemme, hvad vi gør, for vores nervesystem har allerede evalueret den situation, vi står i. Og det skal den, fordi vi lynhurtigt skal finde ud af, om det er en, vi skal trække ind i fællesskabet, eller det er en, vi skal kæmpe eller flygte fra. Så det nytter ikke noget, jeg begynder at tænke over, ”Jamen, er Peter derovre en ven eller en fjende? Nej, det han sagde er meget fornuftigt. Jeg tror måske, han er en ven.” Det nytter ikke noget.

Jeg bliver nødt til at komme ind bagved, så mit nervesystem kan lynhurtigt lure, om han er ved at spænde op til kamp. Det ligger helt ind til vores dyriske natur. Så det første, der sker, det er, inden vi når at tænke en tanke, det er, at hele vores krop enten spænder af, hvis det er en ven, eller spænder op til kamp eller flugt, hvis det er en fjende. Og først bagefter det, så kommer der en følelse, og det er måske først der, vi bemærker, at der er sket noget med os.

Og efter den følelse, så begynder vi at tænke. Hvis det for eksempel er en person, der ikke vil kigge os i øjnene, så har vi en tendens til at tænke, at det menneske nok ikke vil os noget godt. Fordi vi vil gerne se et menneske i øjnene og finde ud af, om det er et venligt menneske. Så hvis vedkommende kigger væk, så har vi en tendens til at tolke at det er en fjende eller en uven. En, der i hvert fald ikke vil mig noget godt. Og hvis vi begynder at lægge mærke til det hos os selv, så begynder vi også straks at evaluere det mentalt. Og som det sidste begynder vi måske at sige, ”Måske kigger han væk, han er ikke en idiot, eller han vil mig ikke noget, eller jeg er heller ikke noget værd.”

Så nogle af de tanker, der kommer på som det sidste, har ikke nødvendigvis noget at gøre med situationen. Det handler mere om, hvordan jeg er vant til at tolke, når mennesker vender sig bort fra mig, eller når mennesker ikke vil mig noget godt.

Interviewer:

Opmærksomhed er vel også noget af det, der kan hacke nervesystemet?

Mette Steen:

Opmærksomhed er det, der hacker nervesystemet.

Interviewer:

Er det det, vi kan gøre?

Mette Steen:

Det, vi kan gøre, det er at blive opmærksom på den situation, vi er i, og med vores opmærksomhed at skabe kontakt ind i vores egen krop. På den måde kan vi, så at sige, hacke den helt fysiske reaktion, der sker i kroppen, når vi reagerer på vores omverden. Med opmærksomhed kan vi skabe kontakt til muskelspændingen og konkret sanse sammentrækningen, sanse fornemmelsen af musklen, sanse den fornemmelse, det skaber inde i kroppen. Når vi sanser det eller mærker det, så har musklen en tendens til at slippe, og det kan man sige er sådan en måde at hacke nervesystemet på.

Interviewer:

Så vi kan både hacke den berøring, og at andre berører og afspænder musklerne, men vi kan også gøre det selv, med vores opmærksomhed?

Mette Steen:

Man kan sige, at når vi arbejder med opmærksomheden ind i os selv på den måde, så er det ligesom at motionere en muskel. Jeg kalder det at motionere opmærksomhedsmuskelen. Som vi snakkede om før, så er vores opmærksomhedsspænd er ikke særlig stort, og vi kan ikke holde det særlig lang tid. Så vi kan faktisk teste med os selv, hvor lang tid vores opmærksomhedsspænd er. Vi kan for eksempel mærke vores fødder, og så kan vi tage tiden på uret, og så se, hvor lang tid jeg er i stand til at sanse mine fødder, uden at blive afbrudt af en tanke. Så har vi sådan set længden på vores opmærksomhedsspænd.

Interviewer:

Og det kan lytteren jo så lige prøve at gøre.

Mette Steen:

Det giver sig selv, at vi har brug for at arbejde med den muskel. En god ting er at have en daglig praksis, hvor vi ganske basalt… Det er blevet mere og mere inden at lave en eller anden form for mindfulness-træning. Og det er egentlig den praksis, vi har mulighed for. Det er at sætte os ned, og med vores opmærksomhed skabe kontakt til vores forskellige dele af kroppen, både udefra, altså på huden, men også indefra i muskellaget.

Og der er mange veje til at skabe den forbindelse. Vi kalder det at skabe forbindelse mellem hovedet og kroppen. Og ved at lave sådan en praksis, hvor vi dagligt får opmærksomheden ind i kroppen, så får vi faktisk motioneret musklen. Hvis vi begynder at lave det som en praksis, vil vi også opleve, at vi ikke på samme måde bliver taget af folk som vi møders negative manifestationer. At vi ikke på samme måde begynder at dømme folk, men heller ikke responderer automatisk på folks negative manifestationer.

Interviewer:

Og folks negative manifestationer er?

Mette Steen:

Det kan for eksempel være folk, der er vrede. Folk, der er irritable. Folk, der bare er utilpassede i deres eget skind. Folk, der er bange. Folk, der er i en eller anden form for negativ følelsestilstand. Og helt klart, at nervesystemet responderer helt automatisk på det. Men hvis jeg ser det, så er jeg måske i stand til, ved hjælp af min opmærksomhed og kontakten til min krop, at få kontakt til alt det, der responderer automatisk, og så spænde det af med min vilje. Og kunne møde den person fra et mere roligt sted. Fra et sted, der ikke bider på krogen, og som ikke går i en automatisk reaktion.

Fordi hvis mit nervesystem skulle bestemme det, og hvis jeg skulle være dyret i mig selv, så ville jeg blive… Hvis jeg mødte et vredt menneske, så bliver jeg vred. Eller bange, afhængig af, hvem jeg er. Men som sagt igen, det er ikke sikkert, at det menneskes vrede har noget med mig at gøre. Det kan godt være, at det menneske kommer med sin egen historie.

Men vi kan måske også nogle gange, når vi ser mennesker, begynde at blive bevidste om, hvordan er det, jeg tager mine omgivelser ind. Hvordan et menneske reagerer på mig, eller agerer sammen med mig, har ikke nødvendigvis noget med mig at gøre. Det har muligvis noget at gøre med, hvad det menneske bringer til bordet selv. Men det bliver jeg nødt til at se, før jeg bliver klar over det. Jeg bliver nødt til at blive opmærksom på, at det er sådan, det hænger sammen.

Hvis jeg mærker den uro, når jeg er sammen med et andet menneske, hvor jeg ikke forstår vedkommendes handlingsmønstre, men hvis jeg bliver opmærksom på det, så har jeg også muligheden for at bryde det. Jeg har muligheden for at bryde mit eget reaktionsmønster, eller min egen nerve reaktion. Og det kan jeg blandt andet gøre, ved bare ganske simpelt at mærke mine fødder. Eller lige forbinde mig til åndedrættet, og mærke mit åndedræt. Så er der nogle beskeder, der går til min vagusnerve, der får hjælp af mig til at slappe af, midt i den relation.

Og det betyder også, at jeg får lige sådan en sonde ind i mig selv, så jeg bare kan mærke, hvordan føles det at stå inde i mig selv, og jeg får en bedre forankring inde i mig selv, bare det at mærke mine fødder. Så det er en øvelse, som alle mennesker kan gøre til hver en tid, når vi bliver klar over det og bevidste.

Interviewer:

Og med denne lille øvelse eller opfordring, slutter Manuvisions podcast om nervesystemet. Du kan få mere information om krop og psyke på Manuvision.dk. Og her kan du også læse om det forskningsprojekt, som Manuvision har været en del af, og den efteruddannelse i behandling af chok og traumer, som vi udbyder på baggrund af den forskning og den viden.

Tak fordi du lyttede med.

Angelica Massage Aarhus - Kropsbehandling Højbjerg - Intro-tilbud

HAR DU ET SPØRGSMÅL
ELLER ER DU I TVIVL OM NOGET?

HAR DU LYST TIL AT MODTAGE NYHEDSBREVE
OG GODE TILBUD?

ADRESSE

Saralystparken 9, 2tv
8270 Højbjerg

Telefon: 60616273
Mail: info@angelicamassage.dk
CVR: 35504818

ÅBNINGSTIDER

Man: 9:30 – 18:30
Tir: 9:30 – 18:30
Ons: 9:30 – 18:30
Tor: 9:30 – 18:30
Fre: 9:30 – 18:30

Lør/Søn: Lukket

FACEBOOK

Angelica Massage Aarhus - Facebook Logo_1

Følg mig på Facebook

Angelica Massage Aarhus - Kropsterapi Højbjerg - Ingen CO2

Titel